Opskrift: Limfjordsøsters fra Venø med sommerens nyhøstede jordbær

Her er en lækker sommerlig ret, som du kan bruge til at imponere dine gæster til næste middagsselskab eller familiefest.

Kogebogen “Dansk fisk og skaldyr – med sund samvittighed” kommer her med en opskrift, som i dén grad vil skabe god stemning omkring bordet. Kokken Patrick Lund-Nielsen har udviklet sommerretten sammen med Kaj Hilfling og Tommy Raabo Fischer, som er ejerne af HAV i Torvehallerne i København. Her kan du blandt andet få fingrene i dejlige danske sommerøsters, som du kan trylle om til et velsmagende måltid.

Danske sommerøsters

Ingredienser til to personer:

Det skal du bruge:

  • 6 små limfjordsøsters fra Venø
  • 3 mellemstore jordbær
  • Citronsaft
  • Sukker
  • 1 dl fløde
  • Salt

Sådan gør du:

  1. Fløden koges ind ved middel varme og smages til med salt, når det har fået den ønskede tykkelse. Herefter lader du fløden køle af.
  2. Toppen af jordbærrene fjernes, hvorefter de deles på langs og skæres i tynde skiver. Jordbærskiverne råsyltes i lidt sukker og frisk citronsaft.
  3. Når østers er åbnet, kommes cirka to tsk. fløde ovenpå, og herefter tilføjes jordbær.
    Velbekomme!

Serveres gerne med en syrlig hvidvin eller en mousserende vin.

Mest læste artikler