Denne artikel er oprindeligt udgivet på voresvilla.dk og flyttet til idenyt.dk efter 2018.
Kyllingelår med sprødt skind smager skønt og endnu bedre, hvis de serveres med en god sovs. Denne grøntsagssovs smager dejligt og har en cremet og blød konsistens – faktisk kan den også spises som suppe, hvis du enten fordobler eller tredobler portionen.
Se hele opskriften her:
Det skal du bruge
Opskrift til 4 personer
Tilberedningstid: Cirka 50 minutter
Kyllingelår
- 4 store kyllingeoverlår
- 2 spsk olie
- Salt og peber
Grøntsagssovs
Opskrift til 4 dl
- 200 g gulerødder
- 1⁄2 squash
- 1 løg
- 1 fed hvidløg
- 2 spsk olie
- 5 dl hønsebouillon
- 1 tsk stærk sennep
- 1 tsk citronsaft
- Salt og peber
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 °C varmluft. Læg kyllingelårene i et ildfast fad og massér dem med olie, salt og peber.
- Hæld ca. 1 dl vand i fadet, så det lige dækker bunden. Steg kyllingelårene i ovnen i 40-45 minutter, til de er gennemstegte, sprøde og gyldne.
- Skræl gulerødderne og hak dem i mindre stykker. Skær squashen i tern. Pil og hak løg og hvidløg. Svits løg godt af ved høj varme. Tilsæt squash, gulerødder og hvidløg og svits det i to minutter mere.
- Tilsæt bouillon og lad grøntsagerne koge i 20-25 minutter, eller til gulerødderne er bløde. Det er fint, at cirka halvdelen af væsken fordamper.
- Blend grøntsagerne til en glat sovs og tilsæt mere vand, hvis sovsen er blevet for tyk. Smag til med sennep, citronsaft, salt og peber.
… Og servér!
Opskriften er skrevet af Marie Klee & Carrotstick-pigerne. Du kan finde mange flere og lækre opskrifter i kogebogen Gulerødder – opskrifter med den sunde rod, der smager himmelsk, der indeholder opskrifter til alle dagens måltider. Bogen er udgivet af Muusmanns forlag og koster 250 kroner.