Her får du opskriften på en ret, der muligvis ser avanceret ud, men som faktisk er overkommelig at lave. Opskriften kommer fra “Dansk fisk og skaldyr – med sund samvittighed” – en kogebog der indeholder inspiration til at få sneget mere lækker fisk og skaldyr på menuen derhjemme. Opskriften er udviklet af ejerne af HAV i Torvehallerne, Kaj Hilfling og Tommy Raabo Fischer.
Ingredienser til to personer
Det skal du bruge:
- 300 g jomfruhummerhaler
- 1 fennikel
- 2 store tomater
- 200 ml hummerfond
- 2 dl piskefløde
- Salt
- Sukker
- Balsamico
- Timian
- Hvidvin
- Brøndkarse
Sådan gør du:
- Halerne pilles, og tarmen fjernes. Få eventuelt din fiskehandler til at vise dig, hvordan man gør.
- Fenniklen skæres i ottendedele og skylles. Læg dem i et ildfast fad med en god sjat hvidvin, et par timiankviste og lidt vand.
- Dæk fadet med stanniol og damp i cirka seks minutter ved 150 grader. Fjern toppen fra tomaten, og skær herefter tomaten ud i skiver på cirka fem mm.
- Læg tomatskiverne på en bageplade med bagepapir, drys dem med salt og sukker, og giv dem et lille skvæt balsamico.
- Bag i 15 minutter ved 150 grader. Kom fonden og fløden i en kasserolle, og kog den til den tyknes. Smag til med salt og peber.
- De dampede fennikeldele ristes hårdt af på panden på begge sider for at give en lækker stegeskorpe.
- Halerne steges på en varm pande med lidt olie – men kun på den røde side – i ca. ét minut. Toppes med brøndkarse.