Pak maden rigtigt ind

Varme madrester i plasticbøtten fra is, aluminiumsfolie over de syltede rødbeder. Må man? Læs her, og få svarene.

Pak maden rigtig ind

Grundlæggende bør du kun pakke madvarer ind i materialer, der er beregnet til netop den slags mad, du vil pakke ind. Nærlæs derfor altid, hvad der står i deklarationen på emballagen.

Pas på, hvis maden er fed
Det meste plastikfilm må kun lægges over mager mad som frugt, brød og grønsager. Hvis du bruger det til fede fødevarer som ost eller kød, kan blødgørerne plastikken vandre over i maden, specielt hvis den er varm.

Når du bruger mikroovn
Plastfilm og anden plastik må kun komme i mikroovnen, hvis det specifikt står i deklarationen, ellers kan den afgive stoffer til maden eller endda smelte! Det gælder også bakken med frosset kød fra supermarkedet – plastikken skal væk, før du tør kødet op.

Plast og folie
Fryseposer er kun til kold mad, som opbevares ved højst stuetemperatur. Plasticposer, der er mærket til madvarer helt generelt, kan benyttes til både mager, fed og sur mad.

Aluminiumsfolie duer ikke til sure madvarer
Til gengæld bør du ved aluminiumsfolie tænke dig om. Folien er egnet til indpakning af fede ting som smør og ost og kan også tåle varme. Men sure madvarer som syltede rødbeder eller flåede tomater kan opløse aluminiummet.

Tryksværte og urenheder
Heller ikke køkkenrullen går fri. Selv om det står i mange opskrifter, at man skal tørre fisk eller kødstykker af i køkkenrulle – ja, så er det et rigtigt dårligt råd. Stort set al køkkenrulle er lavet af genbrugspapir og kan altså indeholde både tryksværte fra gamle aviser og andre urenheder.

Brug ikke isboksen til madrester
Med hensyn til genbrug af isbokse, plastikbøtten fra yoghurt eller plastikflaskerne fra sodavand, så er tommelfingerreglen, at du kun må genbruge plasticbeholderne til madvarer, der ikke adskiller sig ret meget fra det oprindelige indhold med hensyn til både surhed og fedtindhold.

Læs mere om opbevaring af madvarer
på næste side.

Varmt mad skal først køles af
Det samme gælder temperaturen. Du skal altså undgå at hælde varme madrester over i en isboks eller fx varm saft over i en sodavandsflaske af plastic.

Affaldsposer må ikke bruges til mad
Poser og beholdere, der ikke er beregnet til madvarer, fx affaldsposer og bæreposer, bør aldrig bruges hverken til opbevaring eller frysning af madvarer.

Pas på opbevaring i krystalglas
Karafler og glas, der er lavet af krystal, indeholder bly. Derfor bør du ikke anvende krystalglas til opbevaring af vin, spiritus, sodavand eller andre madvarer i længere tid, da bly kan vandre fra glasset til fx vin.

Bulede dåser skal smides ud
Dåser, der bulner ud, glas, hvor låget bulner, og utætte og bulede dåser med indvendig tæring skal altid kasseres. Smag ikke på indholdet, du risikerer, det er giftigt.

Lad ikke rester stå i konservesdåser
Hæld altid rester fra konservesdåser over i en skål eller plasticbøtte. Nogle dåser indeholder tin, og det er svært at se, om det er tilfældet. Tin kan give afsmag til maden, og i store mængder kan det give forgiftninger – især hos børn.

Brug keramik, der er beregnet til madvarer
Glasuren på keramik kan indeholde de giftige metaller bly og cadmium. Brug derfor kun keramik til fødevarer, hvis du er helt sikker på, at keramikken er beregnet til det.


Af Lise Mortensen Høy, 502

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler