Tomatrelish for voksne
Ketchup er for børn – tomatrelish er for voksne. Det er muligvis en overdrivelse, for ketchup er noget, de færreste vokser fra. Lidt er der dog om snakken. Tomatrelish kræver nemlig mere robuste smagsløg, for der er både chili, løg og ingefær i en rigtig relish opskrift – som denne.
Tomatrelish er genial til burgers. Prøv denne opskrift i stedet for ketchupen i din hjemmelavede burger. Eller guf den bare i dig on-the-side i hverdagskøkkenet til dine krydrede middagsretter.
Opskrift på tomatrelish
Ingredienser
2 rødløg
1 rød chili
1 rød peberfrugt
¾ kg friske tomater
25 g frisk ingefær i skiver
1 dl eddike
200 g sukker
½ tsk. geleringsmiddel
1 tsk. sukker
Sådan gør du
Hak rødløgene og chilien (uden kerner), skær peber-frugten i små tern og tomaterne i grove tern.
Bring løg, chili, peberfrugt, tomater, ingefær og eddike i kog og lad simre i 45 min. Drys med sukker og kog endnu 15 min.
Rør geleringsmiddel og sukker sammen, tag gryden af varmen, drys blandingen i under omrøring og kog endnu 2 min.
Hæld relishen på rengjorte atamon-skyllede glas og opbevar koldt.
Læs også: Opskrift på syltede grønne tomater og stegte grønne tomater