Fire ulovlige mundbind trukket tilbage

Flere stofmundbind er blevet kaldt tilbage, da det kan ikke dokumenteres, at et tilført kemikalie i mundbindene kan dræbe virus, sådan som producenterne påstår. Find ud af, om du har et af de ulovlige mundbind derhjemme.

Fire forskellige stofmundbind er blevet tilbagekaldt, da det ikke kan dokumenteres, at et tilført kemikalie i mundbindene skulle kunne dræbe virus såsom coronavirus. Det skriver miljøstyrelsen i to forskellige pressemeddelelser her og her.

Fire stofmundbind tilbagekaldt

De fire ulovlige mundbind er:

  • Stofmundbindet HH Lifa Face Mask fra Helly Hansen, der er solgt i outdoor-forretningen Eventyr Sport.

  • Stofmundbindene PACSAFE Viraloff samt PACSAFE Silver iON fra virksomheden Licotronic.

  • Stofmundbindet PACSAFE Silver iON fra virksomheden Mtp.dk ApS.

  • Stofmundbindet KOBBER MUNDBIND fra virksomheden Brandt Care ApS.


Stofmundbindet HH Lifa Face Mask fra Helly Hansen. Foto: eventyrsport.dk

Miljøstyrelsen tilbagekalder stofmundbind

Ifølge Miljøstyrelsen kan virksomhederne bag de pågældende mundbind ikke dokumentere, at vira, bakterier og svamp kan slås ihjel ved hjælp af et tilført kemikalie i de ulovlige stofmundbind. Derudover er produkterne ikke opført i produktregistret.

På den baggrund har Miljøstyrelsen påbudt virksomhederne bag mundbindene straks at tilbagekalde de ulovlige stofmundbind fra forhandlere og forbrugere, der har købt produktet inden for det sidste år.

Det er Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, der har vurderet, at mundbindene ikke overholder de såkaldte biocidregler.

– Virksomhederne har solgt genanvendelige stofmundbind, der anprises med blandt andet at kunne slå virus ihjel via et tilført kemikalie i mundbindene. Sådanne produkter må ikke markedsføres eller anvendes, medmindre det er godkendt i henhold til EU’s biocidforordning. Det har virksomhederne ikke sikret, hvorfor produkterne er ulovlige at markedsføre, fortæller Kim Holm Boesen, kontorchef hos Miljøstyrelsen, i en pressemeddelelse.

Hos eventyrsport.dk er man ærgerlige over sagen, fortæller kædens direktør:

– Vi havde på forhånd fået at vide af Helly Hansen, at produktet var godkendt til brug i Danmark. Det viste sig desværre ikke at være tilfældet. Produktet er godkendt til brug i EU, men der er nogle strammere lokale krav herhjemme. Derfor har vi naturligvis trukket produktet tilbage med det samme, siger Lars Sørensen, der er direktør i eventyrsport.dk.

Mest læste artikler