Sådan kan I fejre Fars dag den 5. juni

På torsdag er det Fars dag, og hvis far skal fejres, så skal ungerne måske bortføre ham, invitere på drageflyvning eller bage kagemand. Få gode ideer til at invitere far på oplevelser eller til gaver, I kan give ham på dagen.

Børnene kan glæde far med små ting

Ofte er det de små ting, der vækker størst glæde – det, at nogen gør noget for én. Det kan fx være, hvis ungerne grundlovsdag giver fars bil en grundig vask, lufter hunden, slår græsplænen, laver pandekager med sirup til morgenmad eller er med til at lave hans livret om aftenen. Alle kan tage deres tørn alt efter alder og formåen på fars dag.

Lad fx børnene lave et festligt kort med egne tegninger af de fire til fem ting, de vil gøre for at glæde far. Kortet kan de så give ham om morgenen på dagen – den 5. juni.

Giv et gavekort til en oplevelse

Hvis farmand er sporty, kunne gaven fx være et gavekort til bungy jump eller en tur i gokart. Det kunne også være et gavekort til en øl-, vin- eller whiskysmagning, ligesom et chokoladekursus, hvor man lærer at fremstille sine egne chokolader, sikkert vil være et hit hos de fleste.

Lav overraskelsen i fællesskab

Internettet bugner med tilbud om gavekort til sjove og anderledes oplevelser. Skal alle være med, kan dagen planlægges af mor og unger i fællesskab: Bortfør far i bilen med bind for øjnene, byd på picnic i det grønne, eller drageflyvning med fine drager, børnene har lavet – og malet med deres helt egne portrætter af far.

3 gaver til far

Foto: Menu“Ølmanden” vil elske ølskummeren fra Menu, der på bare 20 sek. giver et fantastisk holdbart skum til toppen af øllet. Set hos Inspiration til ca. 300 kr.

 

 

 

Foto: Weber“Grillmanden” skal have et trådløst termometer, der kan tage tid på to slags kød på en gang. Prisen er ca. 500 kr. hos Weber-Stephen Nordic.

 

 

 

 

Foto: FiskarsTil “havemanden” er beskærersaksen et hit. Prisen er ca. 400 kr. hos Fiskars.

 

 

 

Lav far som kagemand

Foto: istockphotoKagemanden laves af vandbakkelsesdej

2 dl vand
80 g smør eller margarine
100 g mel
3 store æg

Sådan gør du 

Varm vandet op i en gryde sammen med smørret.

Kom melet i lidt ad gangen, og rør kraftigt til en jævn masse.

Fjern gryden fra varmen, lad  køle af, og kom æggene i et ad gangen og med kraftig piskning for hvert æg.

Tænd ovnen på 200°, og form kagemanden. 

Læg den på en bageplade med bagepapir, og bag den i en halv times tid, til den har fået en fin lysebrun farve.

Nu begynder det sjove, hvor alle  kan være med. 
Kagemanden skal pyntes, og det skal gøres, så den ligner far mest muligt. 

Marcipan kan blive til ansigt og tøj, sorte lakridsbånd formes til briller.  Røde lakridsbånd kan blive til hår, mens vingummier i forskellige farver tæt ved siden ad hinanden kan blive til yndlingsslipset. Glasur sætter prikken over i’et. 

 

 

 

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler