Sådan laver du den perfekte kop te

Te er skønt, når du har brug for at blive varmet igennem i den kolde tid, men hvordan brygger du egentlig den allerbedste kop te? 

Lav den bedste kop te

Den klassiske diskussion om te går tit på, om vandet skal være 80 eller 100 grader varmt, men der er faktisk mere i den perfekte kop te, end man lige skulle tro.

De fleste er tilfredse med et standardtebrev og vand fra kedlen, men hvis du går lidt mere op i det, kan det godt betale sig at læse disse små tips og tricks.

Brug det rigtige udstyr

Hvis du er en ægte te-elsker, skal udstyret selvfølgelig være i orden. Til at starte med kan du jo købe en tepotte, og hvis du virkeligt elsker te, kan du købe to – én til grøn te og én til sort. 

Teen afgiver nemlig aromastoffer, som sætter sig i tepotten, og de afgiver altså smag til den friske te. Af samme grund må du faktisk heller ikke putte tepotten i opvaskeren eller vaske den med opvaskemiddel, da du så fjerner de gode smagsstoffer. 

Hvis du godt kan lide at skifte mellem smagsvarianter og kun har én tepotte, er det dog en god idé lige at skolde tepotten, inden du hælder ny te i, da du så får skyllet de tidligere smagsaromaer ud. 

Teblade afgiver bedst smag, hvis de får lov til at flyde frit, og derfor er det en fordel at have et stoffilter eller en stor tesi, som kan afgive god smag, men kan hives op igen, så teen ikke bliver bitter. Grønne og hvide teblade behøver dog ikke fjernes fra den færdige te, så de kan godt tilberedes i en stempelkande, hvis du alligevel ligger inde med én.

Vandet har stor betydning

Det kan faktisk godt have betydning for din te, om du bor i hovedstaden eller i det mørke Jylland. Vandets kvalitet og smag svinger nemlig alt efter din landsdel, så hvis du bor et sted med meget hårdt vand, kan du overveje at investere i et kalkfilter eller bruge kildevand i stedet.  

Hvis det virker som lidt for meget arbejde, så kan du selvfølgelig også bare bruge det kolde vand fra hanen – det er trods alt det nemmeste. 

Vandets temperatur

Som hovedregel skal vandet være 100 grader, hvis du drikker sort te, urtete, oolong eller rooibos, men hvis du drikker grøn eller hvid te, skal vandets temperatur ligge på 70-80 grader, så teen ikke bliver bitter.

Om vandet skal op at koge eller ej, er der lidt uenighed om. Når vandet at bulderkoge, fjernes ilten nemlig fra vandet, og det kan både være godt og dårligt. Hvis ilten ikke er fjernet, kan det påvirke antioxidanterne, der bliver iltet og dermed ødelagt.  

Hvis vandet så når at koge og ilten forsvinder, er det godt for antioxidanterne, men teen kan til gengæld komme til at smage fladt, da vandet har nået det stadie, der kaldes “gammelmandsvand”. 

Kog derfor vandet alt efter, hvad du går efter – skal teen have flest mulige antioxidanter, skal den altså koges helt op, og går du efter smagen, må vandet ikke nå op på 100 grader.

Den optimale trækketid

Trækketiden kommer meget an på, hvilken type te du laver. Som tommelfingerregel skal sort te og rooibos trække i 5-6 minutter, hvid te, oolong og urtete i 6-8 minutter og grøn te blot i 4 minutter.

Trækketiden kommer selvfølgelig også an på, hvordan du godt kan lide din te, så vurdér, hvad der fungerer bedst for dig, men som hovedregel må sort te i hvert fald ikke trække for længe, hvis du vil undgå, at det bliver bittert.

Opbevar teen rigtigt

Endelig kan det også have betydning for din te, hvordan du opbevarer den. Te skal helst bo tørt, lufttæt, ikke alt for varmt og helst ikke i selskab med stærkt lugtende fødevarer, så opbevar den gerne i en lufttæt dåse eller beholder.  

Hvis den opbevares forkert, kan den nemlig miste både duft og smag, men hvis du opbevarer den rigtigt, kan du have den samme te i op til 2 år, da te ikke bliver dårligt.

Kilder: Sing Tehus, Te & Kaffe Specialisten, Samvirke, Danish Tea Association

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler