Sjov i børnehøjde

Ta’ ungerne med i haven. De små kan slet ikke undgå at lære en masse.

Tekst og Fotos: Lotte Bjarke, idényt nr. 6, 2006

Indret haven, så børnene føler sig velkomne i det grønne. Så glemmer de hurtigt alt om fjernsyn og computer. Med jord under neglene, fuglefløjt i ørerne og chancen for at indfange en bænkebider under en stor sten bliver de små computernørder forvandlet til naturmennesker i timevis med de fordele, det har for deres sundhed, motorik og viden om sammenhænge i naturen. Børn på “friland” er ikke særligt krævende. En bunke sand og en rigtig go’ vandpyt kan stimulere til tusind lege, og dem skal man huske at give plads til.

Rigtig gartner skal man være ældre for at blive. Men man kan tidligt lære noget om, hvordan naturens balance hænger sammen, ved hjælp af livet i haven.

Der skal også være plads til det pæne
En børnevenlig have er ikke alt for friseret. Der skal være plads til at lege og tumle, uden at de voksne bliver hysteriske. For så ryger lysten til at lege i haven hurtigt. Den børnevenlige have er også dyrevenlig. Dyrelivet er en væsentlig dimension for børnene, der kan gå på insektsafari i haven og få en på opleveren i de vante, trygge rammer.

En velfriseret have og en børnevenlig have behøver dog ikke at udelukke hinanden. Det er et spørgsmål om indretning og opdeling. Ved hjælp af hække og busketter kan du dele haven op, så dit fine rosenbed ligger i ly for indianere på krigsstien – og så indianerne ikke behøver frygte vrede over knækkede blomster.

Leg og hjemmeavl
Man kan også friste med en hjemmedyrket gulerod eller andre børnevenlige afgrøder, som børnene selv kan dyrke.

Store frø er nemmest at håndtere for små fingre. Hvis frøene er små, kan de med fordel blandes op med hvidt sand, så børnene kan se, hvor langt de er nået.

Her i juni er der en række børnevenlige så selv-projekter at gå i gang med. Det er et godt tidspunkt at så varmekrævende planter som bønner, majs og græskar, da risikoen for nattefrost nu endelig er helt overstået.

Børnenes egen have
Børnenes egen have behøver ikke være ret stor for at give den følelse af ansvar, der gør den spændende og skattet.

Placeringen er ret vigtig. Anlæg haven et rart sted med god jord og solskin.

Det er en god idé at afgrænse “børnehaven” med et hegn eller en hæk. Det gør haven mere overskuelig, og det giver børnene en klar fornemmelse af, hvor langt deres ejendomsret strækker sig.

Hegnet kan du selv tømre, eller du kan investere i færdige moduler til at sætte op.

De har alle store frø, der er nemme at have med at gøre og byder på sjove muligheder for leg og lækkerier, når høsten kan bjærges.

Pralbønner vokser som lyn og torden. Prøv at lade ungerne så hver deres, og invitér også naboens børn med til bønneræs. Frøene kan eventuelt forspires i vindueskarmen, så I er sikre på, at der er spirede planter til alle.

Mest læste artikler