To designklassikere vender tilbage

Den originale blomstervandkande og ostehøvl af Peter Holmblad kommer tilbage på markedet.

I 2020 fejrer Stelton 60 år med design og relancerer i den forbindelse den tidløse og klassiske Original blomstervandkande designet af Peter Holmblad i 1978, skriver Stelton i en pressemeddelse.

Med blomstervandkandens elegante og skulpturelle formsprog forenes æstetik og funktionalitet på fineste vis, da vandkanden ud over sin oprindelige funktion også er dekorativ at have stående fremme, når den ikke er i brug. Den lange tynde, tud gør det nemt at vande selv helt små krukker uden at spilde, og det intelligente design sikrer at vandkanden er drypfri.

Blomstervandkanden er den perfekte gave til æstetikeren med de grønne fingre, til veninden eller som Mors Dags gave.

En anden klassiker, der også relanceres i foråret 2020, er den smukke og minimalistiske Original ostehøvl fra 1975. Ostehøvlen sikrer perfekte skiver af fast ost og har i mange danske hjem været en uundværlig del af morgenbordet i generationer.

Relanceringen af de to produkter er samtidig en hyldest til Peter Holmblad, som står bag samtlige produkter i serien Original, der er en af grundstenene i Steltons design-DNA.

Original blomstervandkande og Original ostehøvl vil begge være tilbage i butikkerne fra marts 2020.

Læs også: Induktion: Find de rigtige gryder og pander til dit induktionskomfur

Mest læste artikler