Bliver man mindst våd af at løbe eller at gå gennem regnen?

Løber eller går du igennem regnen? Her får du videnskaben bag det evige spørgsmål om, hvordan man bliver mindst våd i regnvejr. Se også Mythbusters eksperiment med en noget overraskende konklusion. 

Svaret er ikke helt entydigt

Ingen bryder sig om at blive våd i regnvejr. Derfor er der mange, der gennem tiderne har spekuleret på, hvordan man kommer mest tørskoet fra A til B i regnvejr. Videnskaben er nogenunde klar i spørgsmålet, men derfor er svaret alligevel ikke helt entydigt.

Gå eller løbe igennem regnen? Videnskabens dom

Det er et emne, som egner sig godt til videnskabelige brevkasser, men spørgsmålet vurderes åbenbart af videnskaben ikke som så vigtigt. Der er i hvert fald endnu ikke blevet udført videnskabelige eksperimenter, der har haft til formål at sprede lys over emnet).

1. Gør det så hurtigt som muligt

Den grundlæggende problemstilling er følgende: hvis du løber igennem regnen, så opholder du dig kortere tid i regnen, men du vil løbe ind i flere regndråber på din vej. Så hvad bliver man mest våd af?

Det danske website videnskab.dk har stillet spørgsmålet til fysiker Niels Hertel fra Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet

“Der er ikke lavet videnskabelige målinger på det, men svaret er, at hvis du skal bevæge dig fra A til B uden at blive våd, så gælder det om at gøre det så hurtigt som muligt,” udtaler Niels Hertel til videnskab.dk.

Niels Hertel medgiver, at man naturligvis under nogle omstændigheder vil blive mere våd, hvis man løber i modvind igennem regnen, men han mener så også, at det er den eneste faktor, der taler for at gå igennem regnen.

2. Varigheden af regnvejret har betydning

Professor på Institut for Matematik ved DTU Vagn Lundgaard Hansen har også udtalt om emnet til ing.dk (ingeniørernes fagsite), og han er enig med Niels Hertel:

“Man bliver ramt af mindst muligt vand (altså man bliver mindst våd) ved at spurte så hurtigt man kan fra punktet A på den bare mark til læskuret B”

Han peger dog ganske vist på, at valget af tempo bør afhænge af, om regnbyen varer længere tid, end det tager at løbe i læ.

Denne tidsfaktor er der dog ingen ingen, der har beskæftiget sig seriøst med. Derfor sidder man stadigvæk tilbage og skeler mentalt, når man forsøger sig at danne sig et overblik over problematikken.

3. Kropsformen har betydning

Professor Franco Bocci pegede for nylig i det internationale tidsskrift “European Journal of Physics” på, at den enkelte persons statur også bør indgå i vurderingen af, hvad der er mest lønsomt: at gå eller at løbe.

“Generelt er det bedste at løbe, så hurtigt du kan – dog ikke altid, kun generelt,” skriver professor Franco Bocci i sin artikel. “Hvis du er meget tynd, er det mere sandsynligt, at der er et bestemt tempo, der vil være bedst for dig.”

Denne kropsfaktor er dog heller ikke noget, der er blevet indregnet i nogen videnskabelig vurdering af emnet. Kort sagt skriger dette hverdagsproblem på mere forskning.

Gå eller løbe igennem regnen? Mythbusters dom

Det eneste sted, hvor der er blevet foretaget noget, der ligner et empirisk forsøg, er på det amerikanske tv-show Mythbusters. Her kom man frem til en noget anden konklusion end den, som videnskaben hælder til.

Mythbusters var et stort succesprogram på Discovery Channel. I Mythbusters beskæftigede de to speciel efffect-eksperter fra Hollywood, Jamie Hyneman og Adam Savage, igennem 13 sæsoner (2003-2016) sig med at bekræfte eller afkræfte populære myter.

En af myterne, der kom under behandling, var netop, om man bliver mindst våd af at løbe eller at gå gennem regnen. Eksperimentet levede ikke op til nogen strenge videnskabelige kriterier, men det er det eneste eksperiment, der er blevet foretaget, og derfor skal det nævnes. Det skal det også, fordi det til de to studieværters egen store overraskelse gav et andet resultat end det forventede.

Sådan foregik Mythbusters regnvejrseksperiment

Det handlede trods alt ikke om regnvejr, da Mythbusters besøgte præsident Obama i Det hvide Hus i oktober 2010. (Foto: Wikipedia)

Mythbusters eksperiment var sat op på følgende måde:

  1. De to mythbusters indrettede en bane med kunstigt regnvejr i en stor hal. Banens distance var cirka 50 meter.
  2. Jamie Hyneman og Adam Savage henholdsvis løb og gik én gang hver igennem regnen i bomulds-heldragter.
  3. Efter hvert eksperiment blev deres dragter vejet. Det drejede sig således om 4 dragter fra fire tilbagelægninger af distancen: a) 2 dragter, de havde haft på i regnvejrsløb. b) 2 dragter, de havde haft på, mens de spadserede.

Mythbusters konklusion

Resultatet af eksperimentet viste, at dragterne vejede en lille smule mere de to gange, de mythbusters havde løbet igennem regnen.

Den konklusion, som mythbusterne derfor modvilligt nåede frem til var derfor:

… man bliver mere våd af at løbe end at gå gennem regnen.

Skal man gå eller løbe igennem regnen? Overblikket

1. De fleste videnskabsfolk, der har udtalt sig om sagen, mener, at det i de allerfleste tilfælde bedst vil kunne betale sig at løbe gennem regnen.

2. Nogle videnskabsmænd peger på, at forhold som vindretning og den enkelte persons kropsform kan have en betydning, og derfor bør disse indregnes. Der er dog ikke opstillet nogle konkrete formler for regn, nedbørsmængde og menneskekrop, der kan bruges til en generel anbefaling.

3. Den eneste empiriske undersøgelse (Mythbusters) peger på, at det bedst kan betale sig at gå igennem regnen.

Så hvad vil du gøre: vil du løbe eller gå igennem regnen?

Se Mythbusters eksperiment her:

Kilde: videnskab.dk, ingeniøren.dk, bbc.com

Mest læste artikler