Efteråret 2019 er det vådeste nogensinde

Med de seneste måneders silende regn og skybrud, har efteråret 2019 slået rekorden som det vådeste efterår nogensinde. Nu er rekordvådt år på vej.  

Synes du, at du har haft fødderne i gummistøvlerne usædvanligt mange gange i løbet af dette efterår? Så er du ikke helt galt på den.

Natten til fredag har efteråret 2019 nemlig nået rekorden som det vådeste efterår nogensinde, siden Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) begyndte at måle i 1874.

September, oktober og november

Timevis af silende regn og flere skybrud har været karakteristisk for dette efterår, og det har resulteret i, at nedbørsrekorden fra 1967 på 327 millimeter i løbet af september, oktober og november nu er blevet overgået. 

– Vi slår rekorden, fordi september og oktober har været rigtig våde. Vi kom ind i november med 260 millimeter nedbør, så på trods af et almindeligt niveau af nedbør i november, er det nok til at slå rekorden. Men det er ikke hver dag, vi ser sådan en rekord – det er specielt, siger Mikael Sharling, der er klimatolog i DMI til DR

Snart det vådeste år nogensinde

Mængderne af nedbør i de seneste måneder betyder, at der ikke er langt til også at slå rekorden fra 1999, som det vådeste år nogensinde. Her faldt hele 905 milimeter regn i løbet af årets måneder.

Med torsdagens og fredagens regnmasser er vi allerede oppe på omkring 815 millimeter regn, og hvis december måned bliver lige så varm og våd, som DMIs sæsonprognose forudser, kan det sagtens tænkes, at 2019 bliver et rekordvådt år.

Normalt falder der omkring 83 millimeter regn i december. 

Selvom vi ser en tendens til, at vores efterår bliver vådere og vådere, understreger Michael Scharling dog, at det ikke nødvendigvis betyder, at vi vil opleve et lige så vådt efterår igen til næste år. 

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler