Nem snerydning med alternative tømidler i stedet for salt

Snerydning behøver ikke afsluttes med en gang vejsalt. Du kan bruge andre tømidler som CMA eller kaliumformiat, som er lige så effektive og langt bedre for miljøet. Som husejer er det dit ansvar, at fortovet foran dit hus er brugbart i dagstimerne.

Salt skader naturen

Snerydning af fortove kan sagtens klares med vejsalt, og det er det klassiske middel til at sikre fortovene mod is. Men vejsalt har imidlertid nogle ulemper, når det bruges i store mængder: Det nedbryder fliser og beton, og det går ud over planterødder og hundepoter, sætter rande på dit fodtøj og kan belaste grundvand, søer og vandløb i området.

Det er blevet lettere, at få fat i tømidlerne

Miljøvenlige midler er et godt alternativ. De er dyrere, og de har hidtil været lidt besværlige at få fat i, men i år er der kommet nye forhandlere til, som sælger tømidlerne til private.

Alternative tømidler – CMA og kaliumformiat

De alternative tømidler skåner omgivelserne; det er CMA og kaliumformiat, der kan fås i flydende form og fordeles via en ukrudtssprøjte eller en vandkande samt sand og grus, der strøes ud. Desuden findes produkter, der ikke decideret får sneen til at smelte, men som går fortovet mere skridsikkert – det består af små keramiske kugler.

Hvad er CMA?

Tømidlet CMA (calcium magnesium acetat) består af kalk, magnesium og eddikesyre. Både kalk og magnesium er næringsstoffer, som planter har brug for. Du kan få CMA med Svanemærket.

Hvad er kaliumformiat?

Kaliumformiat er et effektivt middel, der får isen til at revne. Isen smelter dermed både oppefra og nedefra samtidigt. Tømidlet indeholder myresyre, men det ødelægger ikke planternes rødder. Det kan stadig påvirke metaller – fx metaldele på din bil eller cykel – en smule, men langt mindre end traditionelt vejsalt. Midlet bruges blandt andet i nogle lufthavne på landingsbanerne. Kaliumformiat fås også med Svanemærket.

Andre måder at rydde sne på

Grusning skal selvfølgelig også nævnes. Gruset, man bruger til snerydning, udgøres af småsten, sand og jord. Gruset giver et skridsikkert lag over isen og sneen. Effekten forsvinder naturligvis, hvis der falder et nyt lag sne ovenpå vejgruset. Grusning er et billigere alternativ til både vejsalt, CMA og kaliumformiat, og det skader ikke miljøet. Grus bliver også anvendt til glatførebekæmpelse, men så er det i en blanding med vejsalt. 

Fordele ved snerydning med vejsalt

  • Smelter isen effektivt
  • Billigt og let at få fat
  • Let at bruge

 Ulemper ved vejsalt

  • Forhindrer planternes rødder i at optage næring
  • Får metal til at tære/ruste
  • Nedbryder fliser og beton. Sætter rande på fodtøj
  • Kan belaste grundvand, søer og vandløb

Alternativ til salt – CMA og kaliumformiat

Fordele:

  • Effektive tømidler
  • Uskadelige for planter
  • Forurener ikke grundvand
  • Er mildere over for fliser og metaller

Ulemper:

  • Dyrere end vejsalt
  • Sværere at få fat på end vejsalt

Du kan også bruge sand og grus som afslutning på snerydningen

Snerydning er en pligt

Hold øje med vejrudsigten, hvis det ser ud til, at der kommer frost og sne, kan du sprede tømiddel på dit fortov og din havegang og på den måde få sneen til at smelte, når den rammer jorden. Som husejer skal du sørge for, at dit fortov og vejene hen til postkasse og skraldespand er brugbare kl. 7-22 mandag-lørdag og kl. 8-22 søndag.

CMA – køb og brug

CMA sælges under produktnavnet Ice & Dust Away hos den danske producent Nordisk Aluminat, hvor også private kan henvende sig. Du kan købes 20 liters dunke, der koster omkring 250 kr. Regn med at bruge 2-4 dunk i løbet af en vinter, 4-6 dunke, hvis vinteren er hård.

Kaliumformiat sælges ikke til privatpersoner

Kaliumformiat fås under produktnavnet Viaform hos den danske distributør Nordical og fordele det blandt boligejerne. Det sælges ikke direkte til privatpersoner, men din grundejerforening kan købe det.

Find forhandlere af CMA og kaliumformiat på ecolabel.dk

Twitter Print

Mest læste artikler