Brug æggeskallerne som små vaser
Tag en bakke relativt store æg, og slå cirka 1 cm af æggenes top med en skarp kniv. Hæld indholdet over i en skål, og brug det til fx bagning eller en omelet. De tomme skaller vaskes forsigtigt rene med en finger, og placeres i æggebægre.
Fyld dernæst skallerne med ikke alt for koldt vand, og brug dem som vaser til et par vintergækker og andre tidlige små forårsblomster fra haven. Du kan enten stille vaserne i en række midt på bordet eller ved hver kuvert med navnet på gæsten på æggeskallen.
Lav æggeskallerne om til stearinlys
Du kan også anvende halverede æggeskaller som lys på bordet. Du skal bruge et fyrfadslys til hver halv æggeskal – brug gerne hvide lys til brune æg og farvede til hvide. Halvér æggene, rens halvdelene, og sæt dem i hvert sit æggebæger. Skær stearinen af lysene, så kun vægerne med metalfoden er tilbage. Stil vægerne i
de halve skaller.
Smelt stearinen over et vandbad, og fordel den i skallerne, så kun toppen af vægen stikker op. Når stearinen er blevet helt fast, er lysene parat til brug.
Papirklip og gren med påskeæg
Lad børnene klippe papirklip – eventuelt i æggefacon – i grønt og gult papir, og læg dem som dekoration på bordet eller mellem tallerkenerne til forret og hovedret. Kronen på værket er en gren med påskeæg – måske nogle, som familien selv har dekoreret. Prøv med en gren fra den krøllede troldhassel – i de mange “krøller” er der plads til masser af fine æg.
Marmorerede æg
Prøv at få så hele skaller som muligt af æggene, og læg dem som pynt på tallerkenen med de pillede æg eller som en selvstændig pynt midt på bordet.
Sådan gør du
Læg hvide æg i koldt vand i en gryde, så vandet lige netop dækker. Når vandet koger, skal de koge i 10 minutter.
Lad æggene køle helt af, og slå så let på skallen fx med en teske. Den skal krakelere, men stykkerne skal stadig hænge godt fast.
Hæld en teskefuld konditorfarve (frugtfarve) i en frysepose, og kom et af æggene ned i posen. Vend ægget godt rundt, så farven trænger ind i hver en sprække.
Lad det blive i posen i en halv times tid, mens du følger samme fremgangsmåde med resten af æggene. Brug flere farver og en pose for hver farve.
Til sidst stænkes æggene med en anelse lys eddike, så farven fikseres.