Påsketraditioner truer vores kæledyr på livet

Påsken er lige om hjørnet, og selvom der ikke kommer gæster, dekorerer vi måske alligevel vindueskarmene med påskeliljer og farvede fjer og fylder køleskabet op med karrysild, æg og rejer for at holde traditionerne ved lige. At pynte op og spise påskens retter, er til stor glæde for os mennesker, men for dit kæledyr er situationen en helt anden. Er ejerne ikke opmærksomme, kan deres kæledyr komme meget galt afsted.

Påskeferien er snart over os, og selvom vi i år ikke kan samle hele familien om påskebordet, vil de fleste nok holde fast i de traditionelle påskeskikke. Vi kommer fortsat til at pynte op med små æg i forskellige farver, gule kyllinger der pynter i vindueskarmen og påskeliljer i potter og vaser samt nyde rullepølse, varm leverpostej og chokolade i massevis.

Det er alt sammen en obligatorisk del af påsken for mange danskere, men er man ejer af et kæledyr, bør man være ekstra forsigtig. Her kan du læse om hvorfor.

Hunden

Mens vi holder traditionerne ved lige og guffer maden i os, er det vigtigt at holde øje med, om hundesnuden også er på jagt i lækkerierne.

– Hvert år dør mange hunde som følge af forgiftning, og påsken bidrager til den statistik, mener Tine Antvorskov, direktør i Agria Dyreforsikring.

Hvis man gerne vil undgå det skrækscenarie, anbefaler hun, at hundeejere skal holde deres kæledyr helt væk fra påskemaden. Har hunden alligevel formået at bane sig vej til godterne og slugt noget forkert, skal man omgående kontakte en dyrlæge. Det kan være en god idé at undersøge inden påske, hvilke dyreklinikker i nærheden, der holder længere åbent i helligdagene.

De værste påske trusler

  • Mørk chokolade kan være livsfarlig for hunde.

  • Hårde nødder kan sætte sig fast i hundes mave- og tarmsystem.

  • Fed og salt mad fra påskebordet kan give saltforgiftning.

  • Vindruer og rosiner kan forårsage akut nyresvigt hos din hund.

  • Påskepynt kan føre til problemer med luftvejene og maven.

Katten

Også katten kan komme galt afsted i påsken. Her er nogle af de ting, katten kan komme til skade ved.

– Hvert år til påske får vi mange henvendelser fra folk, som står i en rigtig ‘kattepine’. Dilemmaet går typisk ud på, at katteejerne kan se, at deres pelsede ven lider af alvorlige mavesmerter, som kan skyldes, at de har haft snuden i påskepynten, siger Tine Antvorskov.

Tag hensyn til katten

  • Sørg for, at din kat har sikkert legetøj, den kan hygge sig med, når I nyder påskemaden.

  • Erstat påskepynt, der er farligt for katten, med andre pyntegenstande. Husk også at fjerne påskeliljer, som står i haven udenfor hjemmet, da de indeholder giftstoffer, som kattemaven ikke kan tåle.

  • Husk at holde altandøre og vinduer lukkede. Hvert år kommer mere end hundrede katte til skade efter fald fra altaner og vinduer.

  • Find ud af, om din dyrlæge har åbent i weekender og på helligdage.

Som en løsning på disse problemer foreslår foreslår Tine Antvorskov et kompromis, hvor katteejerne indretter hjemmet med påskepynt uden for kattens rækkevidde. Samtidig kan man erstatte påskeliljer, farvede fjer og andre farlige pyntegenstande på bordet med en gul dug, flotte servietter og orkidéer.

Forbered dig på påsken

Hvis du har mistanke om, at dit kæledyr har spist noget, det ikke kan tåle, skal du holde øje med, om den kaster op, får diarré eller viser andre tegn på ubehag. Læg også mærke til, om den spiser og drikker normalt.

Hvis kæledyret udviser tegn på sygdom, bør du kontakte din dyrlæge.

Læs også: Helligdage – så mange fridage får du i år

Mest læste artikler