Allium – elegante prydløg med enestående blomsterstande

Allium er betegnelsen for en gruppe af prydløg, der er på toppen af haveejeres favoritlister over hele verden. Med sit kuglerunde hoved og slanke stilk, er det ikke svært at forstå, hvorfor allium er populær.

Fakta om allium

Dansk navn: Prydløg
Latinsk navn: Allium
Engelsk navn: Onions

Kendetegn

Prydløg tilhører Alliumslægten, som er blomstrenede løgvækster i forskellige højder, former og farver. Allium giver et helt særligt udtryk i haven, da plantens udseende er meget anderledes fra andre planter. Udover at se elegant og smuk ud, har prydløg en vigtig funktion i haven; den er nemlig god til at tiltrække bier og sommerfugle, hvilket sikrer en effektiv forstøvning.

Populære sorter af allium

Allium aflatunense ‘Purple Sensation’ er det mest kendte prydløg. Den blomstrer fra slutningen af maj og frem til juni, bliver mellem 60-80 cm høj, og får mørkviolette blomsterhoveder, der er 10 cm i diameter.

Allium ‘Giganteum’ er også svær at komme udenom. Den bliver omtrent 150 cm høj, og bærer kompakte kuglerunde hoveder med purpurrosa blomster. Den blomstrer i juni – juli.

Den hvidblomstrende Allium ‘Mount Everest’ er med sin højde på 100-150 cm en rigtig kæmpe. Den blomstrer fra juni – juli.

De mørke blomsterhoveder på Atropurpureum sidder på en ca. 70 cm høj stængel.
Atropurpureum blomstrer fra maj – juni.

Allium ‘Silverspring’ er en smuk sort, der har hvide blomster med lyserød midte. Den bliver mellem 60-90 cm høj, og blomsterer fra juni – juli.

Oprindelse

Alliumslægten er stor og omfatter omkring 700 forskellige arter, hvoraf flere har stor kulinarisk værdi. Her kan hvidløg, purløg, forårsløg, skalotteløg og porre for eksempel nævnes. De fleste af prydløgene dyrkes dog udelukkende på grund af de elegante blomsterstande.

Alliums udseende

Fælles for prydløgene er deres slanke stilk, hvorpå der sidder en kugleformet blomsterstand i toppen. De grønne blade er tynde, runde og hule eller brede og flade. Alliums bladvækst er ikke så køn, hvorfor allium bedst fungerer i bede med bunddække. Desuden visner bladene hurtigt, og det vil derfor se lidt finurligt ud, hvis allium ikke har selskab af andre, lavere planter.

Allium findes både i lilla, blå og hvid.

Prydløg varierer i højde fra 10 cm til 150 cm.

Fælles for prydløgene er også, at alle har en løgagtig lugt og smag.

Sådan lægger du prydløg

Du kan få prydløg på to måder: enten ved at lægge løg eller du kan så frø. Samler du selv frø, er det mest optimale at så i en mistbænk eller i drivhus, når frøene er modne. Du kan også så direkte i bed. Køber du frø, skal du blot følge anvisningen på pakken. Prydløg formerer sig desuden flittigt med både sideløg og selvsåning.

Løgene bør lægges i efteråret (september-oktober), da jorden på dette tidspunkt er varm efter sommeren, men samtidig fugtig på grund af årstidens nedbør.

Løgene skal lægges i et hul, der er to gange så dybt som højden af løget. Det vil sige, at et løg på 5 cm bør plantes i et plantehul på 10 cm. Planteafstanden bør være omkring 15 cm. Ønsker du at have en større gruppe af allium, skal du blot lave et større plantehul og lægge flere løg heri.

Går du efter at få et naturligt udtryk i dit bed, anbefales det, at du blot smider løgene tilfældigt i det område, hvor du ønsker dem, og lægger løgene, hvor de lander.

Læs også: Vinterhårdføre planter til krukker og haven

Blomstring

De fleste prydløg blomsterer i foråret eller i forsommeren (maj-juli).

Pasning af allium

Allium er nøjsomme og nemme at dyrke, men vær dog opmærksom på, at bladene tidligt visner – oftest før blomstringen. Allium kræver en minimal pasningsindsats og sætter umiddelbart ikke de store krav til hverken jordbund eller pasning.

Skadedyr er desuden sjældent et problem for allium.

Grobund

Allium vokser bedst i frugtbar, veldrænet jord. Jorden må meget gerne være kalkholdig.

Levetid

De fleste sorter er vinterhårdføre og kommer igen år efter år.

Lys

Generelt trives allium bedst i fuld sol, men tåler også halvskygge og skygge.

Gødning og vanding

Får prydløg rigeligt med sol og næring nok fra jorden, så kræver de ikke yderligere pasning med vand og gødning.

Anvendelse

Allium kan plantes frit i haven, i en urtepotte eller i havekrukker. De høje prydløg er smukke i grupper i staudebedet. De lave prydløg egner sig til at stå I forgrunden af bedet – eller I et stenbed. De runde blomsterstande bidrager til et grafisk udtryk i haven, og er særligt smukke i en “vild have”.

Allium er en god snitblomst til buketter samt god til tørring. Bruger du prydløg i buketter, bør du gå udenom dem, der har en kraftig lugt af løg; gå derfor eksempelvis udenom ramsløg. Allium holder længe efter afskæring. Vælger du at tørre din allium, kan du eventuelt spraymale dem med og bruge dem som pynt til forskellige højtider.

Læs også: Her er de 10 smukkeste lilla blomster til haven

Mest læste artikler