Du er helt sikkert stødt på ingefær før, om det så er i madlavningen eller i en ingefær drik.
Her kan du læse alt om ingefæren. Lige fra dens historie, over en nem opskrift på ingefær shots til, hvordan du kan dyrke ingefær i din egen have.
Indhold
Verdens ældste krydderurt
Dyrkning af ingefær
Hvad er ingefær godt for?
Sådan laver du et sundt og nemt ingefær shot
Kvalme og ingefær
Ingefær te
Hvor meget ingefær må man spise om dagen?
Pas på den danske ingefær!
Verdens ældste krydderurt
Ingefæren er ikke en grøntsag eller en frugt. Den er faktisk en krydderurt med en kraftig, flerårig jordstængel. Den dufter af citrus og har en krydret, næsten skarp smag, ligesom peber, når den spises frisk.
Ingefær stammer oprindeligt fra Asien, hvor den har været anvendt i både Kina og Indien i mere end 3.000 år. Den er den dag i dag en et af de mest populære ingredienser i det asiatiske køkken.
Den mest interessante del af ingefæren er jordstænglen. Det er den del af planten, der vokser lige under jordoverfladen. Den del af ingefæren bliver i daglig tale kaldt for ingefærroden.
Planten er desuden også i familie med kardemomme og gurkemeje. Dette er noget du sikkert bemærker, når du skal købe en sund juice i supermarkedet. Her vil du typisk finde alle disse tre ingredienser i helse-drikken.
Dyrkning af ingefær
1. Begynd med at købe en ingefær i et supermarked. Du skal finde ingefærknolde med vækstknopper. Du kan også købe ingefærknolde uden vækstknopper. Her skal du bare lade dem ligge fremme på køkkenbordet. Så begynder de selv at få knolde.
2. Fyld noget næringsrig og veldrænet jord, eksempelvis muldjord- eller kompostjorden i en krukke. Det er en fordel, hvis potten har hul i bunden. Så kan ingefæren selv skille sig af med overskydende vand.
3. Læg ingefæren ovenpå jorden med knopperne opad. Dæk to tredjedel af knolden med jorden fra krukken, og tryk den forsigtigt ned. Husk også at give den vand.
Du skal stille potten i et sydvendt vindue, men planten må heller ikke stå i direkte sollys. Det er en tropisk skovplante. Ingefær er vant til at stå i læ fra direkte sollys i dens oprindelige tropiske klima.
4. Hold jorden fugtig. Når bladene begynder at udvikle sig, kan du begynde at vande mindre.
5. Giv bladene vand jævnligt med en sprayflaske. Hvis luften er tør, kan ingefæren blive ramt af spindemider, som dækker planten med et tyndt spind. Det får bladene til at visne.
6. Når risikoen for frost er ovre, er det tid til at plante knolden om i en større krukke og flytte den ud i haven. Murerspande, som er lidt større, fungerer godt som plantekasser, hvis du for eksempel borer huller i bunden.
7. Hærd planten ved at stille den et lunt sted under en fiberdug, som også bliver kaldt for en ukrudtsdug. Det skal du gøre den første uge, så bladene ikke tager skade af stærk sol eller kolde nætter.
Stil derefter krukken et solrigt, varmt sted i haven, og vand den jævnligt. Ingefæren må ikke stå i direkte sol, hele dagen.
8. Du kan høste i efteråret. Regn ikke med en stor høst, da du maksimalt kan få tre knolde, hvis du planter en knold.
Hvis du ikke vil høste alt på en gang, kan du grave en knold op og lade den overvintre i en krukke indenfor.
Hvad er ingefær godt for?
Ingefær kan være godt, hvis du døjer med ledsmerter eller gigt. Ifølge sundhed.dk, som bl.a Sundhedsministeriet står bag, kan ingefærekstrakt formindske stivhed i knæ og hofter. Det er ofte noget du døjer med, hvis du har slid gigt.
Der er blevet lavet flere undersøgelser, der viser, at det kan være et godt naturlægemiddel at bruge. Ingefæren har et stort indhold af plantestofferne gingeroler, som hjælper til a bekæmpe betændelsestilstande.
Sådan laver du et sundt og nemt ingefærshot
Her er opskriften på de sunde og nemme ingefærshot:
Du skal bruge:
- En juicer
- 250 gram økologisk ingefær (svarende til en typisk pakke, du køber i supermarkedet)
- 7-8 økologiske æbler
- 1 hel citron eller 2 lime
- honning
Sådan gør du:
- Vask ingefæren ren, og skær urenheder fra.
- Skyl æblerne, og skær i kvarte, husk at fjern kærnehuset.
- Skær skallen fra citronen eller limen.
- Kør nu det hele igennem juiceren.
5. Smag til med honning, og voilá – nemme, velsmagende ingefærshot.
Har du ikke en juicer, kan du også koge ingredienserne i en gryde med 2 liter vand i cirka 45 minutter.
Herefter kan du hælde din hjemmelavede ingefærshot i en glasbeholder og derefter sætte den i køleskabet.
Din ingefærshot kan cirka holde sig en uge i køleskabet.
Kvalme og ingefær
Hvis du lider af transportsyge, kan det være en fordel at spise lidt ingefær inden den næste køretur eller bådtur. Ingefær kan nemlig hjælpe på kvalme, fordi indholdet kan gå ind og hæmme signaletmodtagere i nervesystemet. Det er i centralnervesystemet, at den kan udøve den kvalmestillende opgave. Kræftens Bekæmpelse skriver på deres hjemmeside, at ingefær kan være et godt middel til at bekæmpe kvalme. Det kan muligvis også hjælpe, hvis du får kemoterapi og har kvalme som en af bivirkningerne.
Ingefær te
Knolden kan også bruges i mange typer af te. Det er altid et hit i vinterperioderne, da det er godt til at lindre forkølelse og ondt i halsen. Vi har en helt speciel opskrift på vores “Trylledrik”.
Ingredienser og fremgangsmåde
Det skal du bruge:
- 1/2 liter vand
- 2 breve grøn te
- 2 spsk rørsukker
- 1 spsk honning
- 1 presset citron
- 1 tsk friskrevet ingefær
Sådan gør du:
1. Alle ingredienserne koges op i vandet.
2. Tebrevene fjernes, og drikken får nu lov til at trække ti minutter ved svag varme.
3. Drikken sis således, at ingefær-stykker sorteres væk.
4. “Trylledrikken” serveres varm og kan derefter puttes på køl og serveres kold.
Hvor meget ingefær må man spise om dagen?
Du kan spise rigtig meget ingefær uden at bekymre dig. Den amerikanske pendant til Fødevarestyrelsen, Food and Drug Administration har påvist, at du kan spise to gram pr. kilo kropsvægt. Hvis du for eksempel vejer 70 kg, kan du altså spise 140 gram ingefær om dagen. Du kan roligt drikke alle dine ingefærshots om morgenen uden at skulle frygte at indtage for meget.
Du skal dog ikke indtage alt for meget ingefær, hvis du er gravid. Ifølge fødevarestyrelsen.dk kan det være skadeligt for fosteret, hvis moren indtager for meget ingefær.
Pas på den danske ingefær!
Den danske ingefær er giftig og må ikke forveksles med den knold, som du bruger i din mad. Du kan finde den ude i de danske skove og i haver. Hvis du spiser de farverige bær på planten, kan det ifølge giftlinjen på Bisbebjerg hospital resultere i slimhindeirritation med brændende fornemmelse i mund, samt opkast, mavesmerter og diarré.
Giftlinjen bliver hyppigt kontaktet, og derfor er det vigtigt at understrege, at du ikke må spise denne plante! Hvis du, eller en du kender, kommer til at spise den alligevel, skal der skyldes med vand, efter du har været i kontakt med den danske ingefær.