Gyldenlak – den intense staude

Gyldenlak – den intense staude

Gyldenlak er en høj staude i smukke, gyldne nuancer. Gyldenlak har en intens duft, som pryder sommerhaven. Læs alt om blomstring, plantning og pasning af gyldenlak.

Twitter Print

Fakta

Dansk navn: Gyldenlak
Latinsk navn: Erysimum Cheiri
Engelsk navn: Wallflower / Goldlack

Populære arter

  • Ivory White
  • Vulcan
  • Fair Lady Mixed
  • Bowles Mauve
  • Cloth of Gold
  • Goliat
  • Scarlet Emperor

Gyldenlakkens kendetegn

Gyldenlak er en staude og en rigtig bedstemorblomst, der har fået sin anden ungdom takket være en masse nye sorter. De nye sorter har udvidet farvespektret betragteligt, og gyldenlakker ses nu i et væld af smukke farver. Gyldenlak har desuden en kraftfuld, intens duft, der for alvor pryder haven, når solen bager på planten. Gyldenlak kaldes ofte ‘De gamle jomfruers blomst’.

Oprindelse

Gyldenlak er vildtvoksende i klippelandskabet i det sydøstlige middelhavsområde, hvor den er flerårig og halvbuskagtig.

Gyldenlakkens udseende

Gyldenlak har oprette, kantede skud og grågrønne, aflange og savtakkede blade. Gyldenlak bliver som regel 30-50 cm høj. Blomsterne har et velouragtigt udtryk, og er samlet i tætte klaser. Gyldenlak findes i et fint udvalg af farver, lige fra dybrød og orange til pastelgul og cremefarvet. 

Gyldenlak dyrkes primært for duftens og blomsternes skyld.

Dyrkning af gyldenlak

I Danmark er gylden en toårig plante, det vil sige en plante, som første sommer kun leverer mørkegrønne blade, men tålmodigheden betaler sig, for næste forår eksploderer planten I et smukt farveorgie. Planten vil oftest dø, men gyldenlak er flittig til at selvså, hvorfor du efter nogle år kan sikre dig en fast bestand af planten.

Det er let selv at høste frø fra gyldenlakken. Men du kan også lade dem selvså. Får de lov til at smide frø i en årrække, kan du været ret sikker på altid at være velforsynet med gyldenlak – dog er farverne er uforudsigelige. Er dit ønske kun at have gyldenlak i rene farver, bør du købe frø i rene farver.

Plantning

Gyldenlak sås på et såbed i maj-juni på friland, så planterne når at blive godt store, inden de udplantes i eftersommeren på det sted, hvor man vil have dem til at blomstre næste forår. 

Grav et tilstrækkeligt stort plantehul og løsn jorden ordentligt. Du kan med fordel forbedre tung havejord ved at blande lidt groft sand i. Plant rodklumpen i hullet. Toppen af rodklumpen skal være lige under jordoverfladen. Fyld plantehullet med jord, tryk fast og vand din gyldenlak umiddelbart efter plantning. Der bør plantes med minimum 25 cm mellem planterne.

Blomstring

Gyldenlak har en tidlig blomstring, og allerede i april kan du belønnes med et væld af blomster. Blomstring af gyldenlak sker typisk i april til juni.

Grobund

Gyldenlak trives bedst i veldrænet jord. En almindelig god, ikke for tung havemuld giver de bedste planter. Gyldenlak trives i kalkholdig (basisk) jord.

Levetid og beskæring

Gyldenlak er herhjemme som udgangspunkt en toårig plante, men står den et godt sted, kan den godt overleve i flere år. Sørg dog for at mindske den overvældende frodighed af frøstande. Med tiden vil du opleve at planten bliver lidt bare, høje og stive.

Hvis du klipper gyldenlakken tilbage efter blomstring, giver du den bedre betingelser for at overleve flere år.

Vanding

Gyldenlak kræver moderat vanding.

Gødning

Gyldenlak skal stort set ikke gødes. Gødning med tang og kalk bør tildeles ved udplantning og igen tidligt på foråret.

Hvis jorden er for velgødet, har den en tendens til at sætte flere blade og færre blomster.

Anvendelse

Gyldelak ses typisk i bede om foråret og om sommeren. Planten kan også fungere til fyld til forårsbuketter og som potteplante.

Sygdomme hos gyldenlak

Gyldenlak er sårbar overfor sygdommen kålbrok, da den er I familie med kål. Kålbrok forårsages af svampelignende organismer, der lever I jorden, og de angrebne planters rødder svumlmer op, så plantens vækst standses.

Placering

Planten trives bedst på et beskyttet sted i læ og sol, hvorfor gyldenlak gerne vokser helt inde ved husmuren.

Twitter Print

Mest læste artikler