Måske er du slet ikke klar over, at du faktisk kan være i færd med at ødelægge både dit tøj og dit strygejern. Der findes et hav af gode råd til, hvordan du bør stryge dit tøj, men også smarte tips til, hvad du IKKE bør gøre, hvis du gerne vil forlænge dets levetid.
Disse 7 klassiske strygefejl bør du helt sikkert have i tankerne, næste gang du hiver strygebrættet frem.
1. Du tømmer ikke dit strygejern for vand
Hvis du ikke sørger for at tømme dit strygejern for vand, inden du pakker det sammen, kan du faktisk risikere at ødelægge det. Vandet kan nemlig beskadige både de indre dele af strygejernet og selve strygesålen.
2. Du rengør ikke strygejernet
Dit strygejern kan nemt blive snavet, og hvis ikke du sørger før at rengøre strygesålen, kan du faktisk ødelægge både tøj og strygejern. Gammel snavs stryges fast på tøjet, mens det brænder fast på strygesålen, hver gang strygejernet opvarmes.
3. Du bruger ikke vand direkte fra vandhanen
I modsætning til gamle modeller af strygejern, kan de nyere af slagsen uden problemer håndtere almindeligt vand fra vandhanen. Medmindre du bor i et område, hvor vandet er særligt fyldt med kalk, behøver du ikke købe destilleret vand – eller bruge oceaner af tid på at koge det for at fjerne al kalken.
Læs også: Sådan rengør og vedligeholder du dit strygejern
4. Du skruer helt op for varmen
Dit tøj bliver ikke mindre krøllet, blot fordi du skruer helt op for varmen på dit strygejern. Følg tøjets anvisninger for strygning og brug så hellere lidt længere tid på at udglatte krøllerne. Hvis dit tøj er lavet af miksede materialer, så indstil strygejernet til det mest sarte – på den måde undgår du at skade de dele af stoffet, der ikke tåler høj varme.
5. Du stryger det mest sarte tøj til sidst
Hvis du starter med at stryge de mest sarte stykker tøj, som oftest skal stryges på meget lav varme, kan du undervejs i dit strygning skrue op for varmen. Der er ingen grund til unødigt at skulle vente på, at strygejernet køler ned mellem hvert stykke tøj.
6. Dit tøj er alt for tørt
Det er faktisk meget lettere at rette krøllerne ud i tøjet, hvis det er en lille smule fugtigt, når du begynder at stryge. Hvis dit tøj er helt tørt, så sprøjt det over med en lille smule vand fra en vandforstøver – så går strygningen meget nemmere.
7. Du fylder for meget tøj i tørretumbleren
Hvis du kommer alt for meget tøj i din tørretumbler, vil det krølle meget mere end ellers. Det betyder, at du skal bruge markant længere tid med strygejern og vandforstøver, når krøllerne skal rettes ud.