Nem støvsugning uden ledning og pose

Athlet hedder den nye støvsuger fra Bosch. Den klarer sit job uden anmærkninger, er nem at bruge og fylder ikke meget i et skab.

Den ligner en rekvisit i en amerikansk film, flot skinnende med “metal”-detaljer og en hyggelig motorbrummen, så du stadig kan snakke med kæresten eller hunden, mens du støvsuger. Den bærer navnet Athlet, og er en opretstående, batteridrevet støvsuger efter amerikansk forbillede.

Athlet oplades i en stikkontakt, så du kan støvsuge i ca. 1 time, og nullermænd og skidt samles uden pose – det kan ikke være meget nemmere.  

Næsten topkarakter

Alligvel kan vi ikke uddele et rent 12-tal.

Svagheden opstår, når du skal støvsuge under møbler. Her kræver Athlet en vis højde på møblet for at kunne komme til, og selv om mundstykket er meget fleksibelt, kommer det ikke så let ind i hjørner og langs kanter. Der kan dog tilkøbes ekstraudstyr, så også bilen eller sofaen kan rengøres.

Sug med turbo

Når du støvsuger, kan du vælge tre indstillinger:

  • Let støvsugning til blanke gulve,
  • et lidt stærkere sug med en roterende børste og endelig
  • turbo-indstillingen, der er perfekt til løse tæpper og måtter.

Bruger du turbo-indstillingen, er ydeevnen på opladningen ikke så lang, men til gengæld lader batteriet hurtigt (ca. 3 timer), så Athlet er klar igen.

Til de fleste sugeopgaver er trin to fint, og det giver en fantastisk følelse, at du kan gå rundt og støvsuge med en hånd, mens du nipper visne blomster eller taler i telefon med den anden.

Nemt vedligehold

Støvbeholderen er nem at tømme og rengøre, og det er fantastisk, at du ikke længere behøver at tænke i støvsugerposer.

Støvbeholderen er gennemsigtig, så du nemt kan se, hvornår den skal tømmes, men maskinen indikerer også ved en lampe, at den skal tømmes. Den fortæller også, hvor meget strøm der er tilbage på støvsugeren.

Alt i alt er Athlet suveræn til den mindre bolig, fortrinsvis  med træ- eller vinylgulve, og hvor opbevaringsplads er en mangelvare. 

Fakta

  • BCH6LNG25
  • 25,2V Lithium-ion-batteri
  • Støvbeholder, der indeholder 0,9 l.
  • Vejer 3 kg
  • Mundstykket roterer 360°
  • Set til ca. 3.000 kr.
Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler