Man skal lige tage sig sammen. Det kan virke fuldstædig uoverkommeligt, men når så først man kommer i gang, går det helt overraskende godt.
Sådan havde jeg det forleden, da jeg rengjorde alle mine havemøbler.
Og må jeg i bagklogskabens lys have lov til at opfordre dig til at fatte mod og sætte i gang.
Du kan lave de vildeste forvandlinger, og hvor er det bare lækkert med skinnende rene og fine havemøbler.
Jeg har lavet en rengøringsguide til dig, hvor du kan se, hvordan det er hensigtsmæssigt, at rengøre lige præcist den type af havemøbler, som du har.
Værsgo – fra mig til dig.
Plastik-, laminat- og alu-havemøbler:
Havemøbler af disse materialer er meget lette at rengøre. Anvend en opløsning af universalrengøringsmiddel og en blød børste, som ikke ridser.
Læs også: Regnvandstønde – sådan genbruger du regnvandet
Træ-havemøbler:
Havemøbler af træ kræver en del vedligehold og rengøring og skal rengøres jævnligt, da materialet ellers vil tage skade af kombinationen af snavs, vind og vejr. Rengør møblerne i en opløsning af universalrengøringsmiddel med en blød børste. Det sker tit, at træhavemøbler bliver mørke i farven, hvilket typisk er et tegn på svampeangreb og mug. Her kan du med fordel anvende et rengøringsmiddel med desinficerende effekt (bonusinfo: husk at følg produktetanvisningen nøje og vær især opmærksom på virketiden). Øvrigt vedligehold – slib og brug maling, olie m.m. efter behov.
Teaktræs-havemøbler:
Netop denne trætyper adskiller sig fra de øvrige, fordi den er stort set vedligeholdelsesfri. Træsorten indeholder store mængder af naturlige olier, og den kan derfor holde sig flot længe, uden at tage samme synlige skade af vind og vejr, som øvrige trætyper typisk gør. Men den bliver beskidt fuldstændig på lige fod med alle andre havemøbler. Rengør med en opløsning af universalrengøringsmiddel. Hvis farven på dette type havemøbel bliver lidt mat og grålig i farven, kan man med fordel give det en gang ekstra olie.
Generelt:
1. Anvend en blød børste, som ikke ridser til rengøringen.
2. Skyl altid rester af sæbevand af dine havemøbler efter endt rengøring.
3. Aftør altid rengjorte havemøbler med en tør og ren klud.
Jeg ved at resultatet bliver flot, og at din omhu og umage er besværet værd.
Rigtig god fornøjelse.
Hav den mest fantastiske sommer og nyd masser af dejlige timer i dine havemøbler.
Kærlig hilsen
Rengøringsekspert, Louise Grønhøj, www.basicclean.dk