Bliv flyverusten kvit

Dit pæne bestik kommer ud af opvaskemaskinen med små orange pletter. Det er flyverust. Det kan fjernes, og du kan undersøge og afhjælpe, at du oplever flyverusten igen.

De fleste oplever flyverust, hvis de har en opvaskemaskine. Småangreb kan nemt fjernes med en stålsvamp, men pas på! Svampen ridser, så gnid forsigtigt og kun i en retning.

Citronsyre er også godt mod flyverust. Her kan du behandle hele maskinen med citronsyre efter brugsanvisningen – og lade det angrebne bestik stå i bestikkurven. Det burde klare problemet. Husk endelig at skylle bestikket godt, inden det lægges på middagsbordet.

Et “nyt” vidundermiddel mod flyverust

Endelig er der netop kommet et “nyt” middel på markedet, der ikke blot fjerner pletterne, men som også skule forebygge nye angreb. Midlet hedder Magica og har været kendt som måden at fjerne rust fra tekstiler på. Nu er Magica videreudviklet, så flyverusten bekæmpes på ca. 5 minutter.

Tjek bestikkurven

Inden du helt glemmer alt om flyverusten, bør du dog tjekke bestikkurvene i din opvaskemaskine. Nye bestikkurve laves oftest af plastik, men har du den gamle slags, kan problemet opstå her, fordi kurvens overflademateriale er ødelagt, så rust kan angribe metallet nedenunder. Er det tilfældet, er der flere muligheder for at blive problemet kvit.

Først skal du dog igang med sandpapir eller slibemaskine, så du er sikker på, at al rust er fjernet fra bestikkurven. Du kan så forsøge dig med tokomponent lim til forsejling af hullet. Det er en forholdsvis billig metode. Du kan også købe en emaljelak hos fx farvehandleren, som egentlig er beregnet til at lappe fx et badekar med. For begge metoder gælder, at to gange lim eller lak – med en god tørring ind i mellem – forlænger holdbarheden.

Flyverust rammer oftest knive

Flyverusten opstår også, når bestik vaskes sammen med andre produkter, der er enten rustne eller fremstillet af stål, der er ikke rustfrit. De værste syndere er som regel hvidløgspresseren, klingerne på ostehøvlen eller æggedeleren. Måske har du undret dig over, at flyverust mest af alt rammer dine knive.

– Det skyldes, at det stål, som bestik laves af, indeholder meget krom. Stål med mere end cirka 11 % krom har generelt en god korrosionsbestandighed. Kromet i stålet oxideres let i overfladen til kromoxid, der danner et beskyttende lag mod yderligere korrosionsangreb. Jo mere krom i materialet, jo bedre rustbeskyttelse. Men krom ændrer også andre af metallets egenskaber, svarer Grethe Winther, seniorforsker ved Afdelingen for Materialeforskning på Risø DTU.

Mest læste artikler