Derfor får du huller i t-shirten og sådan undgår du dem

Har du undret dig over de små huller, der pludselig dukker op på din t-shirt? Det kunne være rart helt at slippe for dem. Så hvordan gør man det?

Huller i t-shirten

En god t-shirt kan blive en del af ens identitet. Har den et cool eller et sjovt motiv, så stiger den bare i affektionsværdi – SÅ HVAD LAVER DET HUL LIGE PLUDSELIG DER?!

Alle har prøvet det: et hul, der pludselig er opstået et mere eller mindre vilkårligt sted. Det er forholdsvist lille, men tilpas stort til, at t-shirten vil se dum ud, hvis man stopper det.

T-shirt mysteriet på amerikansk tv

På det amerikanske tv-program på NBC The Today Show har man sat sit for at sprede lys over t-shirt mysteriet. Det har de gjort ved at rådføre sig med chefen for den toneangivende amerikanske t-shirt fabrikant, American Giant.

Bayard Winthrop, som firmaets CEO hedder, peger på to årsager til hullerne. 

1. Gentagen friktion på udvalgte steder

Ofte vil man ifølge Bayard Winthrop kunne finde synderen i den øvrige beklædning, man går med:

“Stoffet ligger og gnider mod noget hårdere materiale: dit bælte, kanten på dine jeans eller andre steder. Denne friktion vil med tiden bevirke, at t-shirtens stof vil blive slidt det pågældende sted”.

Dette slid kan forebygges ved f.eks. at skifte fra et bælte i metal til et stofbælte eller ved at vælge blødere benklæder end cowboybukser. 

Det er dog de færreste, der vil tage så drastosle hensyn på grund af en ydmyg t-shirt. Vil man gerne undgå hullerne uden at skifte hele sin garderobe ud, så peger Bayard Winthrop på en anden og mere fundamental årsag til huller i t-shirten.

2. Dårlig stofkvalitet

En t-shirt kan undertiden fås for en slik. De få sparede klatskillinger kan dog i længden komme til at stå én dyrt, hvis stoffet er af dårllig kvalitet. 

“Den egentlige synder er ofte selve stoffet på t-shirten,” hævder Bayard Winthrop. Han opfordrer forbrugerne til generelt at vælge brands, der angiver, hvilken type bomuld de anvender. Et godt tegn er her, hvis der anvendes en bomuld med en lang fiberlængde. Han anbefaler selv bomuldstypen Supima.

Dyrt og holdbart eller billigt og forgængeligt?

Det er klart, at en t-shirt mogul som CEO’en for American Giant nødvendigvis må anbefale en dyrere stofkvalitet på t-shirten.

Husholdningsbudgettet derhjemme har nok også noget at skulle have sagt i dette spørgsmål.

Huller eller ikke huller i t-shirten – hvor meget vil du betale for det? Det er spørgsmålet, den enkelte forbruger må stille sig selv. 

Kilde: today.com

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler