Rigtig rent vasketøj

Vil du have perfekt vasketøj, skal der stå tre forskellige typer vaskepulver ved vaskemaskinen.
Foto: Colourbox

Idényt nr. 9, 2006

Vi kender det. Det dyre, kridhvide håndklæde er blevet gråt og trist, og teenagerens røde sweatshirt ligner en afbleget las efter blot få ture i vaskemaskinen.

Ærgerligt og spild af penge til både tøj, vaskemaskine og -pulver.

Ifølge energirådgiverne hos SEAS-NVE skyldes de sørgelige resultater ofte, at vi ikke bruger det rigtige vaskemiddel til den rigtige opgave. Således bør vi investere i mindst tre forskellige typer vaskepulver for at få så perfekt vasketøj som muligt.

Med det rigtige vaskemiddel kan du til gengæld vaske kulørt tøj rent på 30° eller 40°, og det hvide, der tåler kogning, bliver rent på 60°. Er vaskemidlet og temperaturen rigtig, kan du samtidig glæde dig over tøj, der holder sig pænt længe – og dertil et mindre elforbrug. Det sidste, du skal tænke på, før du starter vaskemaskinen, er, om du har doseret rigtigt. Doseringen afhænger ikke kun af, hvor beskidt tøjet er, men også af, hvor i landet du bor. Jo hårdere grundvandet i hanerne er, jo mere vaskemiddel skal du bruge. På kommunen kan de hjælpe dig med oplysninger om vandets hårhedsgrad.

Det rigtige pulver

Til hvidt tøj: Vaskepulver med blegemiddel, enzymer og TAED.

Til kulørt tøj: Vaskepulver uden blegemiddel og optisk hvidt, men med enzymer til kulørt tøj.

Til uldtøj: Special-vaskepulver til uld.

Hjælp til maskinen
Når tøjet er sorteret, og det rigtige pulver fundet, bør du lige efterse vaskemaskinen, så den også kan yde sit bedste. Tjek sæbeskuffen og rengør den gerne, hvis der sidder sæbe- eller kalkrester.

På de fleste vaskemaskiner er der også en trevlesi, som mange glemmer at rense regelmæssigt.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler