Uhm – luftig, ren og velduftende dyne…
Der er ikke noget som en velduftende og luftig dyne med god bæreevne. Den følelse er rar at fastholde. Det kræver dog en vedholdende indsats at holde en dyne frisk.
Vask af dyne er det vigtigste element i denne cyklus. Dynen skal dog vaskes på den rette måde, ellers kommer dynevasken til at gøre mere skade end gavn.
Her er 10 tips til skånsom og effektiv vask af dine dyner.
1. Dynevask tager tid
Det allervigtigste er at gøre sig klar, at vask af dyne er et langtidsprojekt. Det vil være en god idé at sætte en 6-8 timer af til hele vaskeprocessen. Vasketiden i vaskemaskinen er af den af normale længde. Det er tørretiden, der trækker tænder ud.
Der skal nemlig både bruges tid til tørring i tørretumbleren og til lejlighedsvise mindre pauser, hvor man manuelt ryster dynen igennem. Dette er også med til at sikre, at temperaturen ikke bliver for høj i tørretumbleren, hvilket ellers vil kunne skade dynen. Det er også godt at supplere med udendørs lufttørring, hvis vejret vel at mærke er til det. Og så er det vigtigt, at dynen bliver HELT tør.
2. Vask dynen på 60 grader
Vask dynen på 60 grader på et program med moderat tromlerotation. Kogevask (90 grader) er for skrap kost for dyner. 60 grader er mere passende. Det er også en høj nok temperatur til at sikre sig, at husstøvmider og svamp dør ud.
3. Vej dynen inden vask
Vil du gerne være sikker på, at al væde er helt ude af dynen, før du erklærer dynen for gennemtørrret? I så fald kan det anbefales at veje dynen, inden vasken går i gang. Løbende kontrolvejninger under vaskeprocessen fortæller dig herefter, hvornår dynen atter vejer det, den gjorde i udgangspunktet.
4. Brug tennisbolde til tørretumbling
Det er efterhånden velkendt, at dyner bør tørretumbles med 2-3 rene tennisbolde. Det sikrer på en tilpas skånsom måde, at dunene ikke klumper sammen.
5. Brug fugtig viskestykke til fugtstyret tørretumbler
Har du en fugtstyret tørretumbler, så vil den sandsynligvis stoppe programmet, når den ikke længere registrerer fugt på overfladen af dynen. Det betyder desværre ikke nødvendigvis, at fjerene inde i dynen er helt tørre. Du kan snyde tørretumbleren ved at lægge et vådt viskestykke eller et mindre ligeledes vådt håndklæde ind til dynen. Så tror maskinen, at den stadig har arbejde tilbage at udføre.
6. Brug enzymtfrit vaskepulver til dynevask
Brug aldrig almindeligt vaskepulver. Denne type vaskepulver indeholder enzymer, der er gode til at fjerne fedt med. Det er dog ikke det, man ønsker sig ved en dynevask. Her vil man gerne sikre sig, at vaskemidlet bevarer fjerenes naturlige fedtlag.
Du bør i stedet for almindeligt vaskepulver bruge et uldvaskemiddel eller et af de dunvaskemidler, som du kan købe hos de fleste forhandlere af tekstiler til soveværelset.
![]() |
|
Det er ikke kun mennesker, der elsker nyvaskede dyner |
7. Lufttørring i dynebetræk
Udendørs lufttørring af dyner på tørre dage er også en god strategi. Sørg dog for, at putte dynen ned i et dynebetræk, inden du hænger dynen ud på tørrestativet. På den måde undgår du misfarvninger fra solen, og at tilfældige huller pludselig opstår i dynevåret.
8. Brug sengetæppet med omtanke
Når dynen er vasket, er det vigtigt at overholde et par regler, der bidrager til at forlænge dynens levetid. Du kan for eksempel skåne dynen ved at vente lidt med at lægge sengetæppet hen over dynerne om morgenen. Det er nemlig bedst, at den fugt, som dynen har optaget i løbet af natten, får lov til at dampe af, og at dynen derfor ikke bliver lukket for hurtigt inde af sengetæppet.
9. Undgå støvsugning og tæppebankning af dyner
Vær også skånsom i afstøvningen af din dyne. Tæppebankning kan ødelægge spændstigheden i fjerene, og støvsugning kan på sigt fremkalde huller i dynevåret. Brug i stedet en blød børste.
10. Hvor tit skal en dyne vaskes?
Hyppigheden af dynevasken afhænger af lugt, luftighed og udseende. Det anbefalede interval vil som regel være et sted mellem 2 og 4 gange årligt. Men hellere en gang færre end at jappe dynevasken igennem en dag, hvor du ikke har den tid, det vil tage.
Det allervigtigste er dog, at du vasker din dyne skånsomt, så bæreevnen og fjerenes tekstur bevares. Er dette tilfældet, vil dynen ikke tage skade af den forholdvis hyppige vask af dynen.