Stihl lancerer nyskabende plæneklipper-koncept

Når du køber din robotplæneklipper er det ikke alt du får med i pakken. Installation, service og vinteropbevaring skal som regel også betales hen ad vejen. Nu lancerer Stihl et koncept med det hele inkluderet - og betalingen spredt ud.

Robotplæneklipperen er en fantastisk havemaskine, der sparer haveejeren for lange traveture over plænen sommeren igennem. Men også robotplæneklipperen kommer med ekstra arbejde – og ekstra udgifter.

Nu har havemaskinefirmaet Stihl lanceret et såkaldt All Inclusive-koncept til helt almindelige haveejere.

Køber du således en robotplæneklipper gennem Stihl, kan du vælge at betale over 60 måneder – og samtidig købe installation af maskinen i din have, service og vinteropbevaring.

Betaling over 5 år

Og selvom betalingen foregår over 5 år, betaler du kun det reelle beløb for ydelserne – ingen rente, fortæller havesmaskineproducenten i en pressemeddelelse.

– STIHL sætter robotten op, leverer service og eftersyn, og om vinteren opbevarer vi maskinen, så den ikke optager unødig plads, forklarer Michael Nielsen, der er  Sales & Country Manager i STIHL Danmark og fortsætter:

– Desuden kan man efter en fire-årig periode vælge at skifte robotplæneklipperen ud med en ny eller større model – så tegnes der blot en ny aftale, hvor den gamle maskines restværdi modregnes. Men man kan også beslutte sig for at beholde den gamle, så fortsætter betalingen bare til der er gået 60 måneder fra aftalestart, hvorefter maskinen er færdigbetalt.

Bliver ikke smidt ud efter brug

Selvom man kan vælge at skifte sin iMOW ud med en ny model efter fire år, så bliver den ikke en del af brug-og-smid-væk-kulturen. Den fortsætter med at slå græsset udenfor landets grænser, og her erstatter den gamle benzindrevne plæneklippere.

– For os giver det virkelig god mening, at produktet lever videre, hvis man beslutter sig for at skifte det ud, fortæller Michael Nielsen i pressemeddelelsen.

Den nye STIHL All Inclusive tilbydes hos 11 udvalgte STIHL forhandlere. Prisen starter fra 299 kroner om måneden, og her får man en model, der ifølge STIHL passer til langt de fleste haver op til 800 kvadratmeter.

Mest læste artikler