Drømmer du om et hjem, der kan gøre hverdagen lidt lettere? Et hjem, hvor du hurtigt kan åbne hoveddøren gennem telefonen, når postmanden ringer på og garageporten åbner automatisk, når du kommer hjem? Så er du langt fra den eneste.
Den 10. oktober 2019 åbnede Fremtidens Hjem i Vindinge lidt uden for Roskilde. Her har man samlet alle de nyeste intelligente bolig-, tech- og gadgetløsninger, der findes på markedet, i et hus og sat dem til at ”tale sammen.
Danmarks første smart home
Det er således Danmarks første smart home, hvor alt kan styres med stemmen eller via mobiltelefonen, og siden huset blev indviet, er det strømmet til med interesserede danskere fra hele landet.
Huset er opført af eurodan-huse i et samarbejde med tech-magasinet iNPUT. Her er man overvældet over den store interesse, der har været for at se huset.
– Vi har haft et godt stykke over tusinde besøgende i huset siden indvielsen, det har været overvældende. Vi havde regnet med, at der ville være en stor interesse for huset, men at den ville være så stor, som tilfældet har været, det havde vi alligevel ikke forventet. Vi har haft folk, der har stået i kø for at komme ind og se huset, fortæller Thomas Dahl, der er adm. direktør i eurodan-huse.
Stjernestøv og gadgets til indvielsen
Idenyt var med da Fremtidens Hjem for første gang slog dørene op for besøgende. Akkompagneret med champagne gik Danmarks førende gadget- og boligeksperter på opdagelse i de spændende rum, hvor husets mange funktioner blev testet af med overraskede udbrud og latter.
Alt fra lys og gardiner til hårde hvidevarer fik korte kommandoer. Musik blev tændt og slukket igen. Toilettet blev bedt om at skylle på flere forskellige måder, og med et enkelt klik på telefonen blev husets store ovenlysvinduer åbnet og lukket igen. Især det smarte køleskab, man via sin mobiltelefon kan kigge ind i nedefra supermarkedet, hvis man er i tvivl om, hvad man mangler at købe, blev flittigt afprøvet.
Indretningsekspert og meddommer i TV2-programmet Nybyggerne, Mette Helena Rasmussen, var med til indvielsen af Fremtidens Hjem.
Ny inspiration til din bolig
Det er dog ikke kun de sjove, elektroniske løsninger, der gør huset fortjent til sin titel.
Fremtidens Hjem er nemlig tænkt som et hus, der kan inspirere og guide boliginteresserede til bedre livskvalitet i form af intelligente løsninger, der sikrer familien mere tid, bedre økonomi og mere velvære i hverdagen.
Udover de mange intelligente tech-løsninger er huset derfor opført med de nyeste og ypperste byggematerialer. Det gælder hvad enten vi taler eksklusive armaturer til køkken og bad, intelligente ovenlysvinduer, der selv sikrer et optimalt indeklima, det intelligente toilet, det nyeste solcelleanlæg, der kan lagre overskudsstrøm og skabe grøn energi eller den intelligente have, der selv vander, når det er tiltrængt.
Besøg fremtidens hus
Har du brug for inspiration til din egen bolig eller er du bare vild med teknologi, kan du selv se alle de smarte funktioner i Fremtidens Hjem fra den 10. Oktober 2019, hvor der vil være åbent for offentligheden på søndage fra 13.00 til 16.00.
Du kan finde mere information om Fremtidens Hjem på den officielle hjemmeside.