Familiens drone kan koste dig dyrt
Det er blevet populært at flyve med droner. Børn og voksne hygger sig med at sætte droner fri og filme højt fra himlen. Men skal du flyve med en drone, er det vigtigt, at du sætter dig ind i, hvor du må flyve med den – og hvordan du er forsikret. For en drone ude af kontrol kan nemt flyve gennem en rude, smadre en bil eller skade andre mennesker – og hvis du ikke har styr på forsikringen, kan det koste dig en formue.
Du kan nu få tilskud til en varmepumpe.
Få styr på reglerne for droner
Er du en af de mange danskere, der er blevet vild med at flyve med droner, eller har du givet en drone til dit barn, så er det vigtigt, at du har styr på reglerne – og på familiens forsikring. Der er særligt tre ting, du skal have styr på, når du flyver med droner.
– For det første er der helt særlige regler for, hvor du må flyve med droner. Du må fx kun sætte din drone op uden for bymæssigt område eller på områder, der er specielt indrettet til formålet. For det andet skal du være opmærksom på, at hvis din drone forårsager skader, så er det dig – som dronefører – der har ansvaret og dermed skal betale. Det tredje, du skal vide, er, at hvis din drone vejer over 7 kg, så betragtes den forsikringsmæssigt som et luftfartøj og vil ikke være omfattet af din indboforsikring, lyder det fra Lise Agerley, kommunikationsdirektør i Alka.
Husk ansvarsforsikring og dronetegn
Hvis du flyver med droner over 250 gram, skal du have et dronetegn, og du skal registrere dig som droneejer hos Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Kun ejere, der udelukkende flyver fra en godkendt modelflyveplads, samt medlemmer af en anerkendt modelflyveorganisation behøver ikke et dronetegn.
– Sidste år blev der indført nye regler for droner, så du som droneejer skal ansvarsforsikre din drone, hvis den er over 250 gram. Det er enormt vigtigt, ellers er du ikke dækket af en forsikring, hvis der sker skade på dronen, hvis den ødelægger andres ting, eller hvis den i allerværste fald skulle ende med at skade en anden person, fortæller Lise Agerley.
Hvis du som dronefører ikke har tegnet en ansvarsforsikring, der dækker droner, er du selv ansvarlig for at dække de skader, som din drone påfører andre ting eller andre mennesker. Og handler det om personskader kan erstatningssager løbe op i millioner, hvis uheldet virkelig er ude.
Udskift dit gamle HFI-relæ med et HPFI-relæ.
Mildere regler for små droner
Vejer din drone mindre end 250 gram, betegnes den som en mikrodrone, og du behøver ikke dronetegn, registrering og ansvarsforsikring. Men det er stadig vigtigt, at du har en indboforsikring.
Ifølge Forsikring & Pension er der stor forskel på, hvordan de enkelte selskaber dækker flyvning med drone. Mange indboforsikringer dækker slet ikke flyvning med droner, derfor bør du følge dette råd:
– Tjek altid med dit forsikringsselskab, hvordan du er dækket. For når du flyver med drone, og især hvis du er nybegynder, kan det nemt gå galt, hvis du ikke har helt kontrol over den, da der virkelig kan komme fart på en drone. Hvis du er forsikret, er du i højere grad sikker på, at du er økonomisk dækket ind, hvis uheldet er ude.
7 huskeregler for droneflyvning
- Du skal være fyldt 18 år for at flyve med drone.
- Hvis en drone er over 250 gram, skal du have et dronetegn, som udstedes af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.
- Droner over 250 gram skal ansvarsforsikres, da de bliver betragtet som en flyver.
- Mikrodroner skal ikke ansvarsforsikres, men er omfattet af almindelige erstatningsretlige regler.
- Nogle forsikringsselskaber har ekstraordinær dækning af mikrodroner under 250 gram – tjek med dit forsikringsselskab.
- Forsikringsselskaber kan have forskellige dækningsgrader, så indhent flere tilbud for at få den rigtige dækning til den bedste pris.
- Du må kun flyve med drone uden for bymæssigt område eller på områder, der er specielt indrettet til formålet.
Kilde: Alka Forsikring