Vi bruger mobilen på arbejde, i den offentlige transport, i ferien, om aftenen og endda om natten. Og vi bruger den mere og mere som vores primære digitale værktøj. Men telefonen er ikke kun et god.
Vores øjne har nemlig ikke godt af at hvile på skærmen for længe ad gangen. Det er anstrengende for musklerne omkring øjnene at panorere frem og tilbage over noget, der som en mobilskærm er tæt på.
5 tips til at skåne øjnene med mobilen
Herunder har vi samlet nogle af de bedste tips til at bruge mobilen fornuftigt. Vi har allieret os med neuro-optometrist Gitte Nørgaard fra klinikken Dineøjne.dk, som kommer med følgende anbefalinger.
Tip 1: Brug 20-20-reglen
Når du har brugt 20 minutter uafbrudt ved skærmen, bør du holde en pause på 20 sekunder, hvor du kigger på noget mindst seks meter væk. Når du kigger på noget, der er langt væk, anstrenges øjenmusklerne nemlig meget mindre end ellers.
Tip 2: Hold mobilen længere væk
Det er lidt en øvelsessag, men det er faktisk muligt at vænne sig til at have mobilskærmen lidt længere væk fra øjnene. Det kan for eksempel ske ved at have den liggende i skødet. Det vil placere den 40 centimeter fra øjnene i stedet for de normale 20 centimeter.
Tip 3: Vælg en mobil med stor skærm
Når du næste gang skal vælge en ny telefon, kan du overveje at gå efter en med større skærm.
Det betyder nemlig, at det bliver lettere at holde den på afstand af øjnene.
Tip 4: Blink noget oftere
Mens en ny telefon med stor skærm gør et betydeligt indhug i privatøkonomien, kan du også gøre noget helt gratis for dine øjne. Nemlig blinke.
I stedet for at fokusere hele tiden på skærmen kan du blinke, så tårefilmen på øjnene ikke irriteres.
Tip 5: Stræk musklerne
Du kan træne øjenmusklerne med følgende øvelse, hver gang du holder pause fra skærmen: Hold hovedet i ro, og lad øjnene køre rundt på en usynlig urskive, hvor du holder pause klokken 3, 6, 9 og 12.
PC-skærmens lys kan også skade øjnene
Også pc’ens skærm kan være skadelig for dig og dine øjne. Det har primært at gøre med det såkaldte blå lys, som skærmen udsender. Det er nemlig anstrengende for øjnene.
I Komputer for alles artikel i blad 17/2020 kan du blandt andet læse, hvordan du bruger pc-programmet F.lux til at skåne øjnene ved at holde det blå lys ude. I samme artikel kan du læse, hvordan du slår det blå lys fra på din telefon, hvadenten du har en iPhone eller en Android-mobil.
> Du kan læse hele artiklen i Fordelszonen her
Denne artikel blev oprindeligt bragt i Komputer for alle.