Smart ringeklokke: Se, hvem der ringer på

Smart ringeklokke: Se, hvem der ringer på

Nu kan du se og tale med gæster, der ringer på din dør - også når du ikke er hjemme. Bliv klogere på smarte dørklokker her.

Twitter Print

Den 28. september kom Netatmos Smart Video-Dørklokke i butikkerne. Dørklokken giver dig mulighed for at se, hvem der ringer på døren og snakke med vedkommende, også selvom du ikke er hjemme, skriver Netatmo i en pressemeddelelse.

Instruer pakkebuddet

Når en person ringer på dørklokken foran dit hus, modtager du et videoopkald på din mobil, hvor du kan se vedkommende. Er der brug for det, kan du også tale med gæsten, som vil kunne høre dig ude på den anden side af døren. Så har du fuld gang i middagsgryderne, vil du kunne bede dine gæster om at lukke sig selv ind.

Det er angiveligt også muligt at snakke med vedkommende, der ringer på, selvom du ikke er hjemme. Det kan være, at postbuddet eller leverandøren af måltidskassen ankommer, men du er blevet forsinket og ikke kan være hjemme i tide. Du vil derfor kunne instruere postbuddet i, hvor forsendelsen skal placeres via videoopkaldet.

En video-dørklokke fungerer i princippet som et overvågningskamera, der nærmest konstant optager. Derfor er det meget vigtigt at sikre sig, at kameraet i dørklokken kun filmer egen grund, da det er ulovligt at overvåge uden for den.

Smart ringeklokke: Se, hvem der ringer på
Ringeklokkens tre hovedfunktioner er klart opdelt med design og farver. Der er videokamera øverst, mikrofon i midten og ringeklokke nederst. PR-Foto Netatmo.

Skræm tyvene væk

Ifølge Netatmo er du ekstra beskyttet mod indbrud, svindlere og andre ubudne gæster med dørklokken, fordi den kan videooptage personen, der står ude foran hoveddøren. For eksempel kan ældre borgere, som mange tricktyve ser som lette ofre, få bedre indsigt i, hvem der står derude og ringer på. 

– Dørklokken har indbygget mikrofon og højttalere, som gør det let at forklare uønskede gæster, at de overvåges og ikke er velkomne. På den måde kan dørklokken i sig selv være afskrækkende og bidrage til en følelse af øget sikkerhed, siger Fred Potter, som er grundlægger af Netatmo.

Ifølge Netatmo kan dørklokken registrere menneskelig bevægelse foran døren og endda skelne det fra tilfældig bevægelse. Dørklokken vil give dig besked, hvis der registreres menneskelig bevægelse, selvom vedkommende ikke ringer på, og så kan du se videooptagelsen, som dørklokken har lavet. Udover bevægelsessensoren kan dørklokken kobles til udendørsbelysningen, som vil tænde, når der er bevægelse. Det kan være med til at skræmme tyvene væk.

Imidlertid har Forbrugerrådet Tænk kigget lidt på sikkerheden ved trådløse dørklokker generelt. De trådløse dørklokker er selvfølgelig koblet til WiFi, så optagelserne kan sendes til mobilen. Dog går nogle af de trådløse klokker ikke stille ved dørene med det, når de mister forbindelsen til WiFi. Flere af dem lyser rødt eller bipper, så alle i nabolaget ved, at den ikke fungerer.

Flere spillere på markedet

Andre produkter i kategorien tæller også Nest Hello Doorbell, der er produceret af Google. Den har ligesom Netatmos udgave bevægelsessensor og kan optage klare bilelder om natten. Ring Video Doorbell Pro og VEIU-mini video dørklokke har nogenlunde samme funktioner, men varierende billedkvalitet, pris og sikkerhed.

Twitter Print

Mest læste artikler