Smart emhætte har fået genial funktion: Nu kan du (næsten) lave mad med stemmen

Du kan allerede nu styre både lyset og højtaleren derhjemme med stemmen. Nu har en ny stemmestyret enhed set dagens lys.
Emhætte

Foto: Thermex

Hvis du er typen, som ofte ender med hænderne nede i pizzadejen eller frikadellefarsen, så er der godt nyt til at undgå fedtede fingre på apparaterne hjemme i køkkenet. En stemmestyret smart emhætte gør livet lidt lettere, når du svinger grydeskeen derhjemme ifølge en pressemeddelelse.

Stemmestyring kender du måske allerede, når du vil høre musik eller tænde for lyset hjemme i stuen. Nu rykker stemmestyringen også ind i køkkenet, hvor emhætten kan aktiveres uden at afbryde madlavningen. Det er den danske virksomhed Thermex, som står bag teknologien, som virker med den kendte Google-assistant. På den måde kan du styre både sugestyrke, lysstyrke samt tænd og sluk blot med stemmen. 

Tænd lyset med stemmen

De nye emhætter fås med lys i flere forskellige farver og kan dermed skabe stemning i køkken/alrummet, når de ikke er i brug. Denne funktion er også stemmestyret, så selvom du har hænderne fulde af indkøbsvarer, så behøver du ikke famle efter stikkontakten. Også arbejdslyset over kogepladerne kan justeres i styrke og farveskala.

Emhætten er udviklet i Hjørring, hvor virksomheden har måttet væbne sig med tålmodighed.

– Processen har varet godt i 3 år, hvor især arbejdet med at få de nødvendige godkendelser fra Apple har krævet stor tålmodighed, fortæller Morten Sørensen, som er ingeniør ved Thermex.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler