WiFi-systemer er traditionelt noget, man gemmer væk bag planter, krukker, sofaer eller i skabe. Og det går ud over ydelsen, for routerens placering er vigtig for en hurtig og stabil forbindelse i hjemmet. Når routeren bliver gemt væk i fx skabe, kan signalet blive blokeret og reduceret med op til 50 procent.
Men nu har Google ydet en ekstra indsats for, at vi fremover vil stille wifi-punkterne fremme i det åbne og dermed forbedre hjemmets trådløse internet. Designet har nemlig fået en overhaling i den nye version af Google Nest Wifi.
Genbrugsmaterialer og bedre dækning
Bag sit minimalistiske ydre, som er lavet af 45 procent genbrugsmaterialer, gemmer sig en af markedets bedste mesh-routere, der giver 25 procent bedre dækning samt hurtigere hastighed end forgængeren Google Wifi.
“Mange routere er ofte decideret grimme, og derfor bliver de gemt længst mulig væk og risikerer at skabe en dårlig forbindelse. Med den nye Nest Wifi har vi forsøgt at skabe nogle punkter, som man med fordel kan have stående fremme i stuen. Det forbinder hjemmet og giver en bedre forbindelse med mere fart. Og det skader jo ikke, at man samtidig kan bruge den som højttaler og stemmeassistent”, siger Jesper Vangkilde, kommunikationschef for Google i Danmark i en pressemeddelelse.
En del af det smarte hjem
De mange smarthome-enheder, som kan gøre hverdagen nemmere, er godt i gang med at flytte ind i vores hjem, og de kræver en stabil wifi-forbindelse med god båndbredde. Ved at forbinde Google Nest Wifi til et Nest Wifi-punkt kan man få trådløs dækning på op til 210 kvadratmeter og håndtere op til 200 forbundne smarthome-enheder. Rækkevidden kan øges betydeligt, hvis man kobler flere wifi-punkter på netværket.
Et Nest Wifi-punkt har samme funktionalitet som Googles stemmestyrede højtaler Google Nest Mini. Det vil sige, at brugeren får en indbygget Google Assistent med i mesh-netværket.
Det hele kontrolleres via Google Home-appen, hvor man kan teste wifi-signalets styrke og styre internetforbindelsen på alle hjemmets enheder. Du kan skrue op for signalet til udvalgte enheder eller bestemme, hvornår den trådløse forbindelse skal sættes på pause på dine børns tablets. I appen kan man også blokere adgangen til specifikke hjemmesider.
En enkelt Google Nest WiFi-router kan erhverves for 1390 kroner, mens en pakke med routeren og to WiFi-punkter koster 2790 kroner.