VI RENOVERER ROMANTIKKEN I URTEBEDDET

Snart er sommerferien over os, og havefolket kan se frem til masser af afslapning og arbejde i det fri. Men er det muligt både at dyrke haven og parforholdet?

Ud af de i alt 10.324 husejere i villapanelets sommerundersøgelse vurderer 28 pct., at de bruger mere tid på at ordne hus og have end på at dyrke deres parforhold. Det er især de yngre hus- og haveejere, der er utilfredse med prioriteringen mellem renovering og romantik.

Der kan imidlertid være rigtig gode grunde til at finde skuffejernet frem og mødes med sin hjertenskær bag rododendronerne til sommer. Hele 42 pct. af de danske villaejere mener således, at ”havearbejde er en god måde at være sammen på, og at det styrker parforholdet”.

Hvem er det så, der dikterer de fælles og potentielt romantiske projekter i villahaverne? Ifølge den omfattende undersøgelse mener markant flere kvinder end mænd (hhv. 41 og 33 pct.), at husstanden bruger for lidt tid på at arbejde i haven – og næsten fire ud af ti mænd (39 pct.) svarer, at det er kvinderne, der presser på for at søsætte flere arbejdsprojekter i haven. Mere end dobbelt så mange mænd som kvinder mener desuden, at hvis deres samlever/ægtefælle skulle bestemme, så ville de ”konstant være i gang med nye haveprojekter”.

Hegn om københavnerne og kartofler til jyderne
Hvad skal vi så have styr på i haven her i sommeren 2011? Jo, hver fjerde danske husejer skal have penslerne frem og givet sine havemøbler en gang træbeskyttelse denne sommer. Hver tiende skal ned på knæ og lægge fliser, mens halvdelen af os, skal have gang i lugejernet. Derudover erkender fire ud af ti danske husejere, at de har uafsluttede haveprojekter fra sidste år, som skal gøres færdigt i år. Det er især sjællænderne og københavnerne, der har hængepartier i haven, som skal afsluttes i år.

Blandt de mest markante regionale udsving kan desuden nævnes, at især mange villaejere fra Sjælland og fra hovedstadsområdet planlægger at sætte hegn op om boligen denne sommer, mens flere vest- og nordjyder end landsgennemsnittet skal anlægge køkkenhave i år.

Sommerens mange projekter kan dog hurtigt blive endnu sjovere for de knap så initiativrige mænd, når de ved, at havearbejde er godt for romantikken.

Danskernes haveprojekter, sommeren 2011

1. Lugning af ukrudt

2. Mindre projekter (anlæg af fuglebad etc.)

3. Trimme græsplænen

4. Træbeskyttelse af havemøbler og plankeværk mv.

5. Ordne køkkenhave

6. Anlægge bede

7. Anlægge terrasse

8. Sætte hegn op

9. Lægge flisegang

10. Ordne urtehave

Læs mere i vedhæftede grafer og statistiske dokumentation.

For yderligere udtalelser, oplysninger eller tabelmateriale kontakt:
Chefredaktør Anna-Lise Aaen, idényt, på telefon 44 53 40 00 eller e-mail ali@idenyt.dk eller marketingchef Søren Jensen på telefon 44 57 45 30 eller e-mail sje@idenyt.dk.

—————-

idényts villapanel er et 100% uafhængigt, internetbaseret panel med løbende undersøgelser af temaer, der optager villaejere. Panelet består af 25.000 danske husejere.

Mest læste artikler